Den 16-årige Melissa Bassi blev dræbt og syv af hendes medstuderende såret, da en bombe i morges sprang ved deres skole netop, som de stod af bussen i den syditalienske by Brindisi. En af de sårede, den 16-årige Veronica Capodieci, kæmper stadig for sit liv på sygehuset.
Efterforskerne er endnu ikke i nærheden af en forklaring på, hvorfor uskyldige unge piger fra en social- og sundhedsskole skulle rammes.
Ingen har taget ansvar for bomben, der ifølge de italienske medier var lavet af to gasbeholdere og en timer og placeret på en mur ved Morvillo-Falcone Instituttets port. Men to teorier er ved at forme sig:
Det bemærkes, at netop i dag skulle en organisation, der i 18 år har markeret sig i kampen mod mafiaen, besøge byen.
Der spekuleres derfor i, at bombesprængningen kan have tilknytning til lokale mafiakredse. Skolen er opkaldt efter anti-mafia-dommeren Giovanni Falcones hustru Francesca Morvillo. Parret blev sammen med tre bodyguards dræbt af den sicilianske mafia for næsten præcis 20 år siden. Den 23. maj 1992.
Parret og deres bodyguards blev dræbt af et halvt ton eksplosiver, som mafiaen havde placeret på vejen mellem lufthavnen og bymidten. Men det gav ingen fred til mafiaens kriminelle regime. Tvært imod gav det så meget fokus, at den sicilianske mafia ikke kunne slippe afsted med sine lyssky aktiviteter og som resultat tabte terræn til de rivaliserende bander fra Napoli og Calabria, forklarer The Telegraphs korrespondent i Rom.
Retsbygningen, der ligger blot 30 meter fra stedet, hvor bomben sprang, er også omgivet af politi og bomberyddere efter morgenens eksplosion.
Efterforskere med speciale i mafia-kriminalitet undersøger, om morgenens bombesprængning er mafia-relateret. Men det har endnu ikke været muligt at be- eller afkræfte den teori.
Indenrigsminister Anna Maria Cancellieri siger til italienske SkyTG24:
- Hypotesen bliver undersøgt af mange efterforskere. Men ingen kan give os vished endnu. At tale om mafia-drab nu ville være overfladisk af mig, for denne slags angreb er ikke typisk for mafiaens drab.
Den anden teori går på aktivisme. Italien har i den seneste tid været ramt af en bølge af mindre sprængninger, der kædes sammen med stigende utilfredshed over, at landes økonomiske krise forværres.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters offentliggjorde indenrigsminister Anna Maria Cancellieri for blot nogle dage siden planer om at optrappe sikkerheden omkring 'følsomme mål' - heriblandt offentlige bygninger, efter en række trusler mod skattemyndigheder.
Italiens skatte- og bødeopkrævningsmyndighed, Equitalia, har på det seneste været målet for en række små eksplosioner i kølvandet på offentlig vrede over, at skattetrykket er blevet hævet. Det øgede skattetryk skal forbedre landets offentlige finanser og bekæmpe den økonomiske krise.
Heller ikke den teori ser ud til at være understøttet af noget konkret på nuværende tidspunkt.
Mafiaen har kronede dage under finanskrisen, hvor skrantende virksomheder opkøbes, og mafiaen agerer lånehajer for kriseramte virksomhedsejere, der presses for tårnhøje renter.
En rapport fra den store lønmodtagerorganisation Confesercenti fastslog så sent som i januar, at mafiaen ligger inde med så store pengereserver, at den reelt er Italiens største bank.
Og hvis man tror, at afhuggede dyrehoveder kun sker i mafia-klassikeren 'The Godfather' fra 1972, så tager man fejl. En præst, der talte mafiaen imod, fik først sin bil vandaliseret i januar i år. Og ugen efter lå et blodigt svinehoved med en klud i munden udenfor hans hus.
Præsten bor i et område, der styres af en af italiens største mafia-klaner, 'Ndrangheta'-mafiaen. Den makabre hilsen blev ikke overraskende opfattet som en advarsel om, at præsten skal holde mund. Han er kendt for at tale imod organiseret kriminalitet i området, der er berygtet for at lide under særligt mange mafia-drab.