En ung mand blev indlagt på intensiv med røgforgiftning, og 13 mennesker blev evakueret, da en glemt gryde med olie satte ild i en lejlighed i Nordjylland.

To unge mennesker blev sent mandag reddet ud af en brændende bygning i Vestergade i Nørresundby i Nordjylland.

Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, til bt.dk.

Ifølge politiet var de to personer spærret inde i deres lejlighed af flammerne. Derfor sendte politiet brandslukningskøretøjer, fire patruljevogne og ambulancer til stedet.

- De blev reddet ud i god behold. De blev begge kørt på Aalborg Sygehus, og den ene er stadig indlagt med røgforgiftning, fortæller vagtchefen tirsdag morgen.

Heller ikke de andre beboere kom noget til, men hele opgangen og naboopgangen i ejendommen måtte evakueres. Ifølge vagtchefen kunne de vende tilbage til deres lejligheder i løbet af natten.

Værre gik det med den lejlighed, hvor branden opstod.

- Den er rimelig slemt tilredt - nærmest ubrændt, siger Per Jørgensen.

Årsagen til branden var en gryde med olie i, som blev glemt på et komfur.