To passagerer er blevet fragtet væk fra det forliste krydstogtskib Costa Concordia mere end 24 timer efter, at det gik på grund ud for Italiens kyst, skriver BBC.

Det sydkoreanske par var på bryllupsrejse og blev fundet i deres kahyt, efter at redningspersonale havde hørt deres råb om hjælp. Både manden og kvinden er omkring 29 år, og de fortalte begge, at de ikke var kommet noget til, da de blev bragt ind til kysten for at blive kørt til hospitalet.

Redningsaktionen af de to sydkoreanere var ifølge Dagens Nyheter meget kompliceret, og 35 brandmænd var involveret i at få dem reddet ud af deres kahyt.

Tre personer er døde, og omkring 40 personer er savnet. Søndag morgen genoptager dykkere arbejdet med at søge efter personer omkring den forulykkede luksusliner, ligesom de også vil søge efter skibets sorte boks, fortæller TV2 News. Myndighederne i Italien håber, at den vil kunne give svar på, hvorfor skibet forulykkede.