To gange uafgjort i Champions League
Sidste års finalister, Manchester United og Bayern München, skaffede sig et glimrende udgangspunkt i kvartfinalerne, da de tirsdag aften begge spillede uafgjort på udebane.
Sidste års finalister, Manchester United og Bayern München, skaffede sig et glimrende udgangspunkt i kvartfinalerne, da de tirsdag aften begge spillede uafgjort på udebane.
De forsvarende mestre, Manchester United, var på besøg på Estadio Santiago Bernabeu i Madrid, hvor kampen mod Real endte, som den begyndte, nemlig 0-0.
Det var nu ikke, fordi det skortede på chancer eller flot, tempofyldt spil, men sigtekornet var ikke rigtigt indstillet.
De to største chancer tilfaldt Real Madrids Elvir Balic og Steve McManaman, men begge skød i fri position lige på Manchester-keeper Mark Bosnich.
Derudover var der i flere tilfælde fare på færde ved direkte frispark uden for feltet, men det lykkedes altså heller ikke for de to specialister, Roberto Carlos (Real) og David Beckham (Manch. U.), at få kuglen i nettet.
I sidste ende kunne englænderne være godt tilfredse med 0-0, og det kunne Real måske også, for 0-0 er trods alt det bedste resultat, hjemmeholdet kan opnå, når det ikke vinder. Fordi man så i det mindste ikke er bagud, når det går løs på udebane.
Det er FC Porto, for deres kamp mod Bayern München sluttede 1-1, og dermed kan Bayern gå videre med 0-0 i returkampen på grund af reglen om flest udebanemål.
Første halvleg i aftes sluttede 0-0, men brasilianeren Mario Jardel bragte FC Porto foran 1-0 på et hovedstød efter et indlæg af Drulovic. Det var Mario Jardels niende mål i årets Champions League.
Men 12 minutter før tid straffede en anden brasilianer, Bayerns Paulo Sergio, en sløset opdækning hos portugiserne, som derefter kæmpede hårdt for endnu en scoring, men den kom aldrig.
Onsdag aften spiller Valencia mod Lazio og Chelsea mod FC Barcelona.