To mænd, der er blandt de personer, som søndag blev anholdt under flere ransagninger rundt omkring i København, er mandag morgen blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for medvirken til weekendens terrorhandlinger.
»De to mænd mistænkes for med råd og dåd at have hjulpet gerningsmanden i forbindelse med skudattentaterne ved Krudttønden og i Krystalgade,« skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Har du billeder, video eller ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
De to mænd er rent praktisk sigtet for medvirken til to drab og drabsforsøgene mod politifolk, fordi de angiveligt har hjulpet den 22-årige terrormistænkte Omar Abdel Hamid El-Hussein med at bortskaffe det våben, han brugte ved weekendens angreb på Krudttønden på Østerbro og ved den jødiske synagoge i Krystalgade. Samtidig er de sigtet for at give Omar Abdel Hamid El-Hussein et tilflugtssted efter angrebene.
Læs også:
Mændene er mandag formiddag blevet fremstillet i et grundlovsforhør. De nægter sig begge skyldige, fortæller forsvarsadvokat for den ene af de to mænd, Michael Juul Eriksen.
»Hvis det er noget, der er foregået, skal det bevises, at det hviler på en forudgående aftale, før det er strafbart som medvirken til drab,« siger han og understreger, at der ikke er tale om, at de to mænd er sigtet efter terrorparagraffen.
Ifølge Københavns Politi blev de to mænd anholdt søndag henholdsvis klokken 8.14 og klokken 14.50.
Grundlovsforhøret fortsætter senere mandag.
BNB
