En amerikansk kvinde bliver hyldet som heltinde, efter at hun torsdag aften kastede sig ind foran sin veninde under det voldsomme biografskyderi i byen Lafayette, Louisiana.

Redningskvinden selv blev ramt af skud, men hendes tilstand er endnu uklar. Med sin heltemodige gerning reddede kvinden ikke desto mindre sin venindes liv. Det skriver The Independent.

Skyderiet fandt angiveligt sted torsdag aften klokken 19.30 lokal tid – 02.30 dansk tid, da en 58-årig hvid mand åbnede ild med et skydevåben i en biograf, hvor omkring 100 mennesker befandt sig for at se den nye komedie ’Trainwreck’.

Efterfølgende skød manden sig selv ifølge flere øjenvidner.

Udover at redde sin venindes liv lykkedes det også kvinden at slå alarm, og på den måde var hun også med til at redde andres liv, til trods for at hun selv blev skudt, fortæller Louisianas guvernør Bobby Jindal.

Læs også:

Guvernøren har efterfølgende hyldet den modige kvinde, der til daglig arbejder som skolelærer.

Til The Independent har han forklaret, at skolelæren i bogstaveligste forstand sprang ind foran sin veninde, hvormed hun reddede hendes liv.

»Hvis hun ikke havde gjort det, havde kuglen formentlig ramt hende (veninden, red.) i hovedet,« lyder det fra Bobby Jindal, der desuden er fortvivlet og vred over den meningsløse hændelse.

»Det er en forfærdelig aften for Louisiana. Alt, hvad vi kan gøre nu, er at bede,« sagde han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Udover gerningsmanden har to personer mistet livet i forbindelse med skyderiet, mens syv personer meldes sårede.

Tre personer befinder sig stadig i en kritisk tilstand efter gårsdagens skyderi. Én af personerne er blevet opereret og »har det ikke godt,« siger politichefen i Lafayette, Jim Craft, til The Independent.

Læs også:

Om skudepisoden har et vidne desuden beskrevet, at hun var ved at købe popcorn med sin datter, da skyderiet begyndte og en gruppe teenagere begyndte at løbe ud af biografen, mens de råbte, at folk skulle løbe for livet.

Til den amerikanske tv-station KATC fortalte hun, at hun først troede, der var tale om en spøg, men da hun efterfølgende så en kvinde komme løbende ud af biografsalen med blod løbende ned af benet, vidste hun, at noget var galt.

Gerningsmandens motiv er endnu ukendt, men ifølge det lokale politi havde han en kriminel fortid, som ligger mange år tilbage.

Skyderiet fandt sted godt tre år efter, at massemorder James Holmes skød og dræbte 12 personer og sårede 70 personer i en biograf i Aurora, Colorado under midnatspremieren på den nye Batman-film.

James Holmes blev i sidste uge fundet skyldig i 12 tilfælde af overlagt mord. Og i næste uge skal juryen afgøre, hvorvidt massemorderen fra Aurora skal dømmes til døden.