De to kvinder, Ulla Linnea Ruby på 73 år og Amalie Kjerstine Flindt på 77 år, er ikke set siden søndag 1. januar, da de tog ud på en vandretur, skriver Århus Stiftstidende torsdag.

Hjemmeværnet, brandvæsenet, politiet og frivillige er med i eftersøgningen på den bjergrige ferieø.

Begge kvinder er rutinerede vandrere. Inden rejsen havde de planlagt deres ture sammen med medlemmer af Dansk Vandrelaug. Nytårsaften havde de to kvinder fortalt nogle af de medrejsende på turen med Århus Charter, at de ville tage på tur næste dag.

Læs også:

Turistbureauet på øen er også alarmeret, og derfra er kommet en melding fra en ung mand. Han mener at have set de to for enden af vandreturen til Camara de Lobos, men han mener også at have set dem dreje fra i retning mod ruten til Nonnernes Dal. De to forsvundne er nu efterlyst i tv og radio på Madeira, på Facebook og via turistbureauet på stedet.

- Vi er dybt ulykkelige over situationen og har sat alle mulige kræfter og kontakter ind på at finde spor af og livstegn på de to kvinder, siger direktør Ulla Stæt Andersen fra Århus Charter til avisen.

Der er mindre hytter på den strækning, de muligvis er gået, men de er ikke til beboelse. De kan have valgt at stoppe der, hvis de er blevet udmattede.