To danske Greenpeace-aktivister blev i aften anholdt af det svenske politi i toppen af en et hundrede meter høj skorsten ved et forbrændingsanlæg i byen Umeå i Nordsverige.

Sammen med fem svenske aktivister havde den 26-årige Anton Stahl og den 34-årige Thomas Neumann opholdt sig syv døgn i skorstenen, før svenske politifolk klatrede op og anholdt dem. Med sig havde politifolkene en vinkelsliber og en meget lang forlængerledning for at afmontere de kæder, aktivisterne havde brugt til at blokere skorstenens indvendige elevator og til at fastspænde en presenning over skorstenen.

Formålet med aktionen var ifølge civilingeniør Jacob Hartmann, som var med til at lede aktionen i Umeå, at gøre opmærksom på det voksende affaldsproblem ikke bare i Sverige, men i hele Norden. Greenpeace mener, at det på lang sigt er en meget dårlig løsning at blive ved med at bygge flere og flere forbrændingsanlæg. Aktivisterne valgte anlægget i Umeå som mål for deres aktion, fordi anlægget er splinternyt og det mest moderne forbrændingsanlæg, der findes i verden.

/ritzau/