To australiere og deres hund blev tvunget til at tilbringe fem dage på taget af en bil, efter den var strandet i en tidevandszone, hvor der var masser af krokodiller.
Trioen, den 19-årige Charlie Williams, den 37-årige Beau Bryce-Maurice, og deres hund Mindee, var taget på fisketur.
De strandede nord for Broome på den australske vestkyst, efter deres bil sad fast i mudderet fredag 17. november. Det skriver tvstationen ABC.
De flygtede op på taget, efter at bilen var blevet fyldt med vand, og efter de havde haft nærkontakt med en krokodille.
Der er mange krokodiller nær Broome, og de er mest aktive på denne tid af året, som er sent forår i Australien.
»Vi gik i panik, blev stressede og fik fat på alt vores udstyr og sov på bilens tag. Vi stod op den næste dag, og der var ingen mulighed for at komme ned fra bilen, så vi gik i fuld overlevelses-mode,... kun føde og vand ... for at holde os selv i live,« fortæller Charlie Williams.
Mændene blev fundet tirsdag 21. november efter en stor eftersøgning både til lands og i luften. Familien havde alarmeret politiet, da de ikke - som ventet - kom hjem mandag.
Politimanden Mark Balfour oplyste, at mændene var blevet slemt medtaget af varmen i de fem dage på taget af deres bil. De var både trætte og dehydrerede, da hjælpen nåede frem, ifølge tvstationen ABC.
De var blevet siddende på taget af bilen af frygt for krokodiller, som var blevet set nær bilen.
Charlie Williams sagde, at de allerede den første nat så en krokodille i det lavvandede område. De fik øje på den, efter at hunden Mindee var løbet rundt langs vandkanten.
»Vi kunne se dens øjne kigge frem fra baggrunden,« sagde han.
Ifølge Beau Bryce-Maurice var det bestemt ikke nogen fornøjelse: »For nu at sige sandheden, det var ligesom langsom, menneskelig tortur - ingen søvn, for lidt føde, dehydrering, virkelig, virkelig, virkelig varmt og en milliard myg,« sagde han.
Charlie Williams fortæller, at alle, der overvejer at drage ud i bushen, skal være bedre forberedt, end de to var
»Rådet, vi ønsker at give til Jer alle, er: Tag mere vand med Jer, selv om I ikke behøver det; tag mere med,« siger han.