Svensk politi har anholdt to mænd i en sag om våben og narkotika, der har forbindelser til Danmark. Det skriver Ritzau ifølge TV2 Lorry.
Mændene sigtes for at have leveret et raketstyr og en AK 47-riffel til en undercover PET-agent i København. Leverancen skete 7. april 2011 og var et led i en hemmelig operation ledet af det amerikanske narkopoliti Drug Enforcement Agency (DEA).
Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde tirsdag ingen kommentarer til anholdelserne, men henviser til de svenske myndigheder. PET-chef Jakob Scharf udtalte følgende om sagen i maj sidste år, da sagen kom:
- Jeg kan bekræfte, at PET har arbejdet sammen med de amerikanske myndigheder i den konkrete sag, og at en undercoveragent fra PET har været indsat som led i efterforskningen. Sagen drejer sig om planlagte våbenleverancer til den colombianske terrororganisation FARC til gengæld for levering af kokain.
En dommer i Københavns Byret godkendte inden våbenhandelen, at PET-agenten deltog i forbrydelsen.
BNB