Politiet har anholdt to mænd for at placere en bombe under en bil i et villakvarter i Valby

Københavns Politi har anholdt to mænd i forbindelse med fundet af en bombe i Valby ved København 14. august

- Vi har anholdt to polske mænd på henholdsvis 37 og 53 år. De har begge befundet sig i Danmark i en periode, idet de har arbejdet med entreprenøropgaver, fortæller vicepolitikommissær Thomas Dürr, afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Den 37-årige blev anholdt torsdag 13. september og blev ved et retsmøde dagen efter varetægtsfængslet i fire uger. Den 53-årige blev anholdt i lørdags og fremstillet i dommervagten i går, søndag, hvor anholdelsen blev opretholdt i tre gange 24 timer

Da en beboer om formiddagen 14. august opdagede en 'mistænkelig genstand' under sin bil i garagen ved sin villa på Lindebugten i Valby, evakuerede politiet flere ejendomme i villakvarteret.

Det var en benzindunk med ledninger og et batteri, der tilsyneladende var placeret under bilen.

Politiet har i forbindelse med efterforskningen ransaget flere adresser på Sjælland, hvor man 'har fundet effekter af interesse for den videre efterforskning', lyder det.

- Efterforskningen tyder på, at motivet til anbringelsen af bomben er afpresning, men da retsmøderne har været afviklet for lukkede døre, kan vi ikke komme med yderligere oplysninger, siger Thomas Dürr.

De første meldinger fra politiet gik ifølge P4 København på, at beboeren i villaen skal have en konflikt med en polsk håndværker.