Hovedstaden kan vente stort sikkerhedsopbud og terrorberedskab i indre by lørdag 26. september, for her vil partiet Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) fremvise Muhammedtegninger, beretter radioprogrammet Orientering på P1.

Det drejer sig ikke om de oprindelige Muhammedtegninger fra Jyllands-Posten, men om de Muhammedtegninger, der tidligere i år blev vist på en udstilling i Texas i USA. Udstillingen i Texas blev angrebet af to formodede terrorister, der begge blev slået ihjel, og formanden for SIAD, Anders Gravers, erkender da også, at der er en risiko for, at fremvisningen i Købehavn kan udløse et terrorangreb.

»Det er muligt, at det kan det,« siger han til P1 Orientering.

Ikke desto mindre mener SIAD, at tegningerne skal vises frem.

»Det er netop fordi, ingen tør gøre det. Vi har jo set, at medierne ikke vil vise Muhammedtegningerne, og når skolelærerne skal undervise om Muhammedkrisen, så vil de ikke vise Muhammedtegningerne - de tør simpelthen ikke. Det mener vi, er et kæmpe problem for ytringsfriheden,« siger Anders Gravers til P1 Orientering.

Demonstrationen finder sted på Axeltorv og politiet oplyser, at de har fået anmeldelsen om demonstrationen.

SIAD har valgt at fremvise tegningerne til en demonstration, da de ikke kunne finde et sted, der ville lægge lokaler til en udstilling.