De vidste, det ville give underskud. På trods af det fortsatte iværksættertrioen Jakob Nordenhof Jønck, Christian Birk og Mette Lykke deres arbejde med applikationen Endomondo. Og det resulterede tirsdag i et salg på 575 millioner kroner til den amerikanske sportsproducent Under Armour.
De tre danskere bag motionsapplikationen Endomondo ville gøre en forskel - uden nogen planer om at blive megarige.
Yoga, kitesurfing og skateboarding. Selvom de fleste personer bruger den danske motionsapplikation Endomondo, når de måler puls og hastighed på deres løbeture, er der siden applikationens lancering i 2007 dukket 57 andre mulige træningsformer op.
Hårdt arbejde
De mange træningsformer til mobilapplikationen er resultatet af hårdt arbejde fra tre stiftere, der alle har dyrket sport på højt niveau. Christian Birk, Jakob Nordenhof Jønck og Mette Lykke har dyrket henholdsvis løb, skiløb og ridning på konkurrenceplan, inden de ændrede kurs for at oprette en motionsapplikation.
Læs også:
»Jeg tror, man er nødt til at sætte sig et mål og gå efter det med alt, hvad man har. Det er, hvad der kendetegner konkurrencemennesker som os,« fortæller Mette Lykke, der fortsætter som administrerende direktør i Endomondo på trods af tirsdagens salg.
Da de tre danskere fik idéen til at lave en motionsapplikation, var det ikke med formålet at tjene penge. I stedet var det med et ønske om at give folk mere lyst til at dyrke motion.
»Hvis fokus er på at tjene penge, så tjener man ikke noget. Derfor vidste vi, at det i begyndelsen ville give underskud. Vi ville i stedet lave et produkt til mobilen med indbygget Ggps som skulle give folk en masse lyst til selv at komme i gang med at træne,« fortæller Mette Lykke, der til daglig bor i en lejlighed på Frederiksberg med sin mand og sin treårige datter.
Røde tal
De første seks år var som forventet præget af røde tal på bundlinjen. Det fik dog ikke de tre konkurrencemennesker, der mødte hinanden ved konsulentvirksomheden Mckinsey, til at give op. Men det betyder, at det koster ekstra kræfter i privatlivet.
»Det er svært at få tid til meget andet end arbejdet. Jeg prøver at prioritere tiden med min familie højt, men det er klart, at jeg bruger meget mere end 37 timer på mit arbejde. Det føles dog ikke som så mange timer, da jeg synes, det er sjovt,« fortæller hun.
Og det blev endnu sjovere for Mette Lykke og hendes to medejere, da de i tirsdags kunne sælge deres virksomhed og kalde sig selv for mangemillionærer.
»Det er meget dejligt med alle de penge, for det giver en anden frihed. Jeg har dog ikke planlagt noget specielt, udover at jeg godt kunne tænke mig at få et hus,« siger Mette Lykke, som på trods af flere års underskud mener, at Endomondo har været en succes.
»Vi har 25 millioner brugere, og vi har fået svar fra rigtig mange folk, der har fået lyst til at motionere, fordi Endomondo har gjort en forskel i deres liv.«
Hun synes, at tirsdagens salg til amerikanske Under Armour, har gjort den danske virksomhed stærkere.
»Vi kommer til at ansætte 15 nye folk i år, da vi er blevet en del af en stor og stærk virksomhed, der har 120 millioner unikke brugere,« fortæller Mette Lykke.