Unge franskmænd forsøger at tjene penge på den politiaktion, der fandt sted i går i Saint Denis. Fem politifolk blev såret.

»Hvis man ser skud og en politimand langt fra, om natten, så er det 500 euro. Ellers - bare lyden - det er 100 euro.«

Sådan lyder det fra en unavngiven beboer fra Saint Denis, hvor endnu et terrorangreb i den franske hovedstad angiveligt blev forhindret onsdag morgen ved en stor politiaktion. Det skriver France Info.

Det franske anti-terrorkorps stormede en lejlighed, hvor hjernen bag terrorangrebene i Paris Abdelhamid Abaaoud mentes at gemme sig. De franske myndigheder har endnu ikke bekræftet, at han var en af de to terrorister, der døde under aktionen. Den anden var en kvindelig selvmordsbomber.

Aktionen, der varede flere timer, skabte panik i byen Saint Denis, der ligger lidt nord for Paris, og nu forsøger nogle af indbyggerne altså at tjene en skilling på hjemmevideoer af de dramatiske hændelser. Det viser en video fra tv-programmet Le Petit Journal.

Her ser man en engelsktalende journalist forhandle med en gruppe unge mænd, der forsøger at presse prisen på en video op. Mændene siger, at de har sendt mindst fire videoer, og at de koster 200 euro (cirka 1.500 kroner, red.) stykket:

»Jeg har givet dem 250, og nu vil jeg give dem 200 til,« fortæller en kvindelig journalist til en person, hun taler i telefon med i videoen.

Senere i programmet konfronterer en journalist fra Le Petit Journal en af sælgerne, men han vil ikke høre tale om, at han skulle udnytte en forfærdelig situation til sin fordel:

»Jeg har lavet dit arbejde! (...) Jeg har sat mit liv på spil for at filme de videoer,« fortæller han ophidset til journalisten Hugo Clément, mens han viser de mange pengesedler frem, som han har fået fra andre journalister.

France Info påpeger, at fænomenet med at tjene penge på for eksempel naturkatastrofer ikke er ny. Alligevel har omfanget af videoudbuddet og -markedet overrasket flere journalister. Det er især engelsktalende journalister, der er vant til at betale for gode historier, der køber videoerne:

»Det er de udenlandske tv-kanaler, der kontakter dem. I Saint Denis blev jeg kontaktet af en person, der ville sælge en video, hvor man ser aktionen. Han sagde: 'Nævn din pris'. Jeg svarede ham ikke, men han gik væk for at forhandle med et udenlandsk tv-hold. Alt er til salg nu. Hvorofr ikke have adgang til en balkon med udsigt til rue Corbillon, hvor politiets teknikere arbejder,« lyder det indigneret fra en fransk journalist til France Info.

Også efter terrorangrebet fredag den 13. november forsøgte flere personer at tjene penge på billeder og video af sårede og døde.

Ifølge avisen Le Journal de Dimanche ville to mænd sælge billeder af døde kroppe på baren La Bonne Bière, hvor de var ankommet til 'nogle minutter efter angrebet' for op til 1.000 euro, og herefter får køberne lov til at slette videoen fra sælgerens telefon, så de er sikre på, at de har videoen eksklusivt. Le Journal de Dimanche kalder de to mænd for 'profiteurs de guerre' - folk, der tjener penge på krig.

For en god ordens skyld skal det lige understreges, at BT aldrig har købt den type videoer.