"Det ville være dejligt, hvis de to mio. dollar virkelig var min løn. Men det er altså ikke rigtigt," griner Ebershoff, der dog ikke vil afsløre det præcise beløb.
Interessen for den danske historie begyndte, da en af David Ebershoffs venner sendte ham en fagbog om "køns-teori". Heri var der utallige referencer til Wegener-sagen. Og efter et besøg i Danmark og det Kongelige Danske Bibliotek var Ebershoff besat af tanken om at fortælle historien.
"Det handler jo om den ultimative kærlighed - den ultimative accept. Det er historien om venskab og ægteskab, der besvarer spørgsmålet: hvor langt er du villig til at gå for den, du elsker," siger Ebershoff, der brugte fire år på resaerch og skrivearbejde.
Bogen kommer først på gaden i Ebershoffs hjemland i begyndelsen af februar. Men allerede før jul dukkede den danske oversættelse op herhjemme.
"Jeg fik en aftale med en fremragende dansk oversætter og forlægger (Egmont, red.), og da historien udspiller sig i Danmark og Tyskland, blev vi enige om, at det ville være korrekt at udsende den her først. Desuden er det tidlige forår bedst for debut-romaner i USA," tilføjer Ebershoff.
I virkeligheden sluttede Einar/Lilis liv tidligt og trist (hun levede kun halvandet år som kvinde). Men i bogen har David Ebershoff ændret lidt på virkeligheden. Han har flyttet historien til Californien, og "The Danish Girl" ender i roman-udgaven ikke med Lilis død.
"Man fornemmer til slut, at hun er syg. Men Lili dør ikke i min bog," siger David Ebershoff, der i resaerchperioden besøgte Danmark adskillige gange.
"Operationerne fandt sted i både Tyskland og Danmark. Og i begge lande besøgte jeg sundheds-museer for at kunne beskrive datiden klinikker og udstyr. Og så vandrede jeg gader og stræder tynde," siger Ebershoff, der med det samme blev forelsket i København.
"Det er fantastisk, som stedet har forandret sig og alligevel har bevaret så meget af sin struktur og charme.
På biblioteket og på kunsthåndværkerskolen, hvor både Einar og Gerda i sin tid var elever, blev jeg modtaget med åbne arme. Og jeg tog hjem fra jeres hovedstad med en meget positiv fornemmelse.
Ikke underligt at så smuk en kærlighed udspillede sig i så smuk en by," siger David Ebershoff, der ser frem til endnu et besøg i København - når der skal gøres reklame for bogen.