Tjekkiet står af Europagten
25 af 27 EU-lande sagde i aftes ja til den kommende Europagt. Tjekkiet i store kvaler.
25 af 27 EU-lande sagde i aftes ja til den kommende Europagt. Tjekkiet i store kvaler.
Tjekkiet går i Storbritanniens fodspor og vil ikke umiddelbart skrive under på den nye Europagt, der skal genskabe tilliden til EU-landenes økonomi, skriver Berlingske.
Tjekkiets premierminister Petr Necas forklarede under EU-topmødet i Bruxelles, at han ikke kan love at sætte tjekkisk blæk på aftalen, der skal endeligt underskrives på det næste formelle EU-topmøde i Bruxelles 1. marts.
- Det er voldsomt svært for et land som Tjekkiet at skrive under på sådan et dokument, der skal bidrage til lån til eurolandene, når vores deltagelse i forhandlingerne om disse lån bliver rent symbolske, siger han til det tjekkiske nyhedsbureau, CTK.
Dermed er der lagt op til endnu et dramatisk kapitel i fortællingen om gældskrisen og eurokrisen. Men de 17 eurolande blev i aftes enige, og otte af de ti EU-lande uden for euroen, herunder Danmark, nikkede ja til aftalen, som sætter nyt loft for medlemslandenes gæld og giver mulighed for at udstede bøder til lande, der ikke overholder de nye strenge budgetregler.
I Danmark skal juristerne i Justitsministeriet nu gennemgå detaljerne i aftalen for at sikre, at den ikke er i strid med det danske EU-forbehold. Umiddelbart vurderer EU-eksperter, at Danmark vil kunne blive straffet for ikke at vedtage budgetlove i henhold til pagtens bestemmelser. Til gengæld vil vi ikke kunne straffes for ikke at overholde budgetlovene. Det er resultatet af de danske forbehold for deltagelse i euroen.