Hvert år får omkring 300 danske mænd konstateret kræft i pungen. Testikelkræft kan kureres i op mod 9 ud af ti tilfælde. og selvom sygdommen oftest rammer unge mænd mellem 25 og 30 år, så kan en hurtig behandling betyde, at manden stadig kan lave børn.
Et eksempel er fodboldspilleren Ebbe Sand, som fik kræft i den ene testikel, blev opereret og året efter blev far til sønnen Mikkel.
Men kræft er en alvorlig sygdom, og i doktor Ian Banks nye bog "Mäns Hlsa -allt du behöver veta och lita till" er der en udførlig guide i, hvordan man undersøger pungen, og dermed mindsker risikoen for, at en knude ikke bliver opdaget i tide.
Fra kapitlet: Problemer med genitialerne.
Undersøg testiklerne på følgende måde en gang om måneden. Gør det mens du ligger i et varmt bad eller efter du har stået længe under bruseren. Det varme vand gør pungens hud blødere og derfor kan du nemmere føle testiklerne.
Sådan gør du:
Hold pungen i håndfladen. Mærk forskellen på de to sten. Oftest vil den ene testikel være størst og befinde sig længere nede end den anden. Dette er helt normalt. Spørg bare en hvilken som helst skrædder.
Undersøg begge testikler efter tur, og sammenlign dem med hinanden. Brug begge hænder og rul forsigtigt hver testikel mellem tommelfingeren og pegefingeren.
Søg og mærk efter buler og hævelser, som kan betyde at der er noget galt, testiklerne skal virke jævne. Vær opmærksom på at det er normalt at den kanal, som leder spermen til penis, epididymis, føles lidt ujævn. Den findes langs toppen og bagsiden af testiklerne.
Hvis du finder noget unormalt skal du bede din læge om at undersøge det. Husk at kræft som regel ikke gør ondt, så træk ikke tiden ud. Er der noget galt, så bliver du sendt videre til en specialist.
Kilde: "Mäns Hälsa - Allt du behöver at veta och lite till" af Ian Banks
Foto: Ina Agency