Carlsberg sælger sin aktiepost i Tivoli for 308 millioner kroner til Skandinavisk Tobakskompagni og Chr. Augustinus Fabrikker. Aktieposten repræsenterer 43,43 procent af aktierne i Tivoli, som erhverves til kurs 1550 kroner pr. aktie.

Skandinavisk Tobakskompagni og Chr. Augustinus Fabrikker oplyser, at de for at støtte Tivolis udvikling vil forsøge at gennemføre en af dem garanteret aktieudvidelse i Tivoli med et forventet provenu på 175 millioner kroner. Pengene skal gå til investering i "udvikling af Tivolis unikke koncept". Aftalen er betinget af, at de to købere inden fredag holder samtaler med Tivolis direktion for at få bekræftet "enkelte regnskabsmæssige og finansielle forhold".

Skandinavisk Tobakskompagni og Chr. Augustinus Fabrikker vil efter købet tilbyde Tivolis øvrige aktionærer at købe deres aktier til samme pris. Det sker dog af rent formelle grunde. De nye storaktionærer ønsker nemlig ikke at sanere i ejerkredsen, og de håber på, at de øvrige aktionærer vælger at forblive aktionærer i den gamle forlystelseshave.

Hvis det er tilfældet, har også Den Danske Bank tilkendegivet, at banken vil beholde sin aktiepost i Tivoli, oplyser de to selskaber.

/ritzau/