Politiet har fået en del at arbejde med, efter der er kommet ti henvendelser vedrørende voldtægten af en 19-årig kvinde i Bernstoffsparken i Charlottenlund sent søndag aften.
- Vi har fået omkring ti tip, og der er nok at gå efter, men det har ikke ført til nogen anholdelser endnu, siger politikommissær Keld Olesen fra Nordsjællands Politi.
- Det er vidner, som har set noget mistænkeligt omkring det tidspunkt, overfaldet er fundet sted, siger han, men vil endnu ikke oplyse, om politiet er tæt på at kunne identificere gerningsmanden eller ej.
Overfaldet fandt sted søndag aften omkring kl. 21.30, hvor kvinden var på vej hjem fra arbejde. En mand på cirka 30 år henvendte sig og bad om en cigaret, og efterfølgende hev han hende i håret og trak kvinden ned på en sti.
Hun husker umiddelbart ikke mere, da hun senere vågner op på stien med trusserne trukket ned om benene, smerter i underlivet og skrammer på kroppen.
Politiet i Nordsjælland er interesseret i at høre fra nogen, der eventuelt kan have set manden i området.
Manden, der taler gebrokkent dansk beskrives som 175 centimeter høj, almindelig af bygning, og udenlandsk udseende med mørk hud. Han har mørkt hår med midterskilning, og fedtet hår, formentlig på grund af voks. Derudover var han iført en mørk nylonjakke, mørke cowboybukser og havde en stift i højre øreflip.