Et billede går lige nu sin sejrsgang på de sociale medier. Det er blevet delt, liket og kommenteret flere tusinde gange, og forestiller den genkendelige Knæk Cancer-blomst. Bag blomsten står Tina og hendes mand Henrik, der er overvældet over al opmærksomheden.
»Den var egentlig bare lavet til os selv.«
Sådan fortæller Tina Mulvad Madsen, da BT onsdag snakker med hende.
For selvom billedet har fået tusindvis af danskere til at interagere med det på de sociale medier, blev blomsten ikke lavet for at skaffe opmærksomhed til ægteparret, der bor mellem Esbjerg og Kolding.
»Vi har nogle børnebørn på Lolland, som snart kommer på besøg, og så skulle der laves plads på marken, så de kunne køre på deres crosser. Vi ville først bare lave en firkant, så der var masser plads at køre på, men så kom min mand med et godt forslag,« siger Tina Mulvad Madsen til BT.
Manden foreslog, at de lavede en Knæk Cancer-blomst i stedet. Tina var hurtig til at hoppe med på den idé, og så fattede Henrik Mulvad Madsen målebånd og en god portion hvide pæle. Alt blev målt minutiøst op, for som Tina fortæller, kan Henrik ikke tåle, at tingene ikke er lige - det skal være perfekt.
Efter at have målt af til den noget utraditionelle korncirkel, hentede Henrik traktor og brakpudser. Efter at have arbejdet på blomsten i to timer, stod den færdig. Børnebørnene kunne nu dreje på gashåndtaget, så snart de ankom til gården.
»Henrik og jeg mistede begge et familiemedlem til kræft sidste år, så blomsten var egentlig til os selv,« siger hun.
Familien tog alligevel et billede med en drone, og det blev delt på Tina og Henriks Facebook-profiler. Straks blev de spurgt, om de havde delt det på Instagram. Det havde de egentlig ikke tænkt sig, eftersom blomsten bare var til dem selv. Men efter at have fået flere henvendelser, valgte de at gøre det.
»Hvis det kan være med til at få folk til at fokusere på den forfærdelige sygdom, som rammer så mange, så er det det hele værd. Det gjorde noget ved mig og Henrik, da vi prøvede at miste nogen til sygdommen, så vi håber, at det måske kan fungere som inspiration for andre,« fortæller Tina.
Blomsten har foruden de mange likes og delinger også trukket opmærksomhed fra TV2, der på lørdag sender Knæk Cancer Live. Tina er nemlig blevet kontaktet af tv-stationen, der torsdag kommer og filmer blomsten fra luften, så den kan bruges til programmet på lørdag.
Derfor skal familien også se programmet - noget de ikke gjorde sidste år, hvor sygdommen var for tæt på. Men i år skal det være anderledes.
»Jeg håber, at alle ser, hvor meget det betyder, hvis man hjælper til, så vi kan få knækket koden til sygdommen,« slutter Tina Mulvad Madsen.
