Retssagen mod Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko er blevet udskudt indtil 21. maj.

Af hensyn til Timosjenkos helbred valgte domstolen lørdag at afbryde sagen, hvor om Timosjenko er anklaget for skatteunddragelse, der kan give op til 12 års fængsel. Hun afsoner i forvejen en dom på syv års fængsel, som hun i oktober sidste år blev idømt for magtmisbrug

Dommeren Kostyantyn Sadovsky sagde i retten, at det vil være umuligt at foretage høringer i skatte-sagen uden Timosjenkos tilstedeværelse. Hun siger selv, at hun lider af kroniske rygsmerter og har for nylig beskyldt sine fangevogtere for at have banket hende. Hun har endda fremvist mærkerne på sin mave og arme og indledt en sultestrejke i protest mod behandlingen. Fængselspersonalet afviser anklagen, men sagen bliver nu officielt undersøgt.

EU har fordømt fængslingen af Timosjenko på grund af dens politiske undertoner og nægter fortsat at ratificere en associeringsaftale med den tidligere sovjetrepublik, mens hun er i fængsel.

Selv har Timosjenko afvist alle anklagerne mod hende som en del af præsident Viktor Janukovitjs kampagne for at ødelægge den politiske opposition i Ukraine.

Tyskland har tilbudt at arrangere behandling for Timosjenko på en klinik i Berlin, men hendes familie siger, at hun ikke vil forlade Ukraine, og det er ikke klart, om regeringen i Kiev overhovedet vil tillade udrejsen.

Den 51-årige Julia Timosjenko blev i oktober dømt til syv års fængsel for sin rolle i en gasaftale med Rusland, hvor premierminister Viktor Janukovitjs regering mener, at hun handlede mod Ukraines interesser. Dommen førte til alvorlige spændinger mellem Ukraine og Vesten.

Ukraine, som til sommer skal være medvært for EM i fodbold, blev fredag rystet af fire bombeeksplosioner i den østlige millionby, Dnipropetrovsk, hvor 30 mennesker, heraf ni børn, blev såret.

Ingen har endnu påtaget sig skylden for eksplosionerne, der af landets statsanklager betegnes som terrorisme, mens Viktor Janukovitj kalder dem »en udfordring for hele landet« og har lovet en hurtig og tilbundsgående undersøgelse.

Ikke desto mindre kommer bomberne meget belejligt for Janukovitj, som ønsker opmærksomheden væk fra Timosjenkos retssag. Oppositonen mistænker derfor præsidenten og hans folk for selv at stå bag terrorangrebet.

Timosjenko var en af lederne af den ukrainske orange-revolution, som førte Viktor Janukovitj til magten. Timosjenko nåede at sidde to perioder som premierminister, inden hun tabte posten ved valget i 2010.