Timm Vladimir og hustruen Katrine Engberg planlagde at rykke teltpløkkerne op og flytte hver til sit.
Men kærligheden har sejret, og allerede inden parret nåede at flytte fra hinanden, har de droppet flyttebilerne.
Det skriver Billed-Bladet.
Den tidligere komiker siger, at de hurtigt fandt ud af, det var en dårlig idé at flytte fra hinanden:
»Tanken var, at vi i en periode skulle bo væk fra hinanden, men det har vi valgt ikke at gøre af forskellige årsager. Vi nåede simpelthen ikke at være fra hinanden, før vi fandt ud af, at det var en dårlig løsning,« siger Timm Vladimir.
Timm Vladimir er i øjeblikket aktuel som vært i det populære DR-program 'Den store bagedyst', hvor han siden 2014 har været en del af teamet sammen med dommerne Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen.
Ægteparret meldte ud i september, at de ville gå fra hinanden som bedste venner. Det skrev de på Instagram.
For at komme pressen lidt i forkøbet og for at undgå eventuelle rygter vil Katrine og jeg gerne meddele, at vi har valgt at gå hver til sit nu. Det er aldrig sjovt eller let at tage sådan en beslutning, men vi tror, at det er den bedste løsning, skrev de i en fælles besked på Instagram 12. september.
»Det lyder måske som en kliché, men vi er faktisk stadig bedste venner, vi elsker hinanden og er 100 procent fokuserede på fortsat at være den familie for og med vores dejlige søn,« lød det dengang fra parret.
Men siden er planerne blevet ændret.
Parret har sammen sønnen Cassius, der er syv år, og de fortsætter altså alle tre med at bo sammen på Østerbro i København.
Og familien ser da også ud til at have det godt sammen, hvis man ser på Katrine Engbergs profil på Instagram:
