Bob Knox er én af musikbranchens mest erfarne og populære herrer. Han er svær at imponere. Men da han hørte Lukas Grahams ballade om sin far 'Happy Home', kunne han alligevel ikke holde tårerne tilbage.
»Det er simpelthen én af de smukkeste sange, jeg nogensinde har hørt. Jeg tror sgu, jeg græd en lille smule. Og jeg har hørt meget - rigtigt meget.«
Og det må man give Bob Knox ret i.
Seneste var Knox således producer for én af klodens bedste sælgende artister, Justin Timberlake. Og efter adskillige musikpriser og millionsalg står stjernerne i kø.
Knox har også medvirket på det album, som Lukas Graham og resten af gruppen af samme navn chok-udgiver i dag. Og han har store forhåbninger til det lille stramme funkband, der allerede har lagt Danmark for deres fødder.
»De er kun lige startet. De har et helt fantastisk potentiale,« siger Bob Knox, der blev udvalgt af gruppen selv under et længere ophold i Los Angeles.
Pladeselskabet Warner Brothers havde arrangeret et væld af producere og sangskrivere, der skulle stikke hovederne sammen med Graham og nogle af hans venner hjemme fra Danmark.