Den amerikanske musiker Justin Timberlake er i øjeblik aktuel med et nyt album, en turné og en film. BT har mødt den 32-årige superstjerne til en snak om karrieren, travlheden og hvorfor han og skuespillerinden Jessica Biel blev gift.
Ægteskab, ny film, nyt album, turné med Jay Z-koncert i Parken 6. maj næste år. Det er blot nogle af de ting, som fylder Justin Timberlakes kalender. Den succesrige musiker har så travlt, at han indimellem kan vågne i sin hotelseng uden at vide, hvor han er henne i verden. Det fortæller han i et eksklusivt interview med BT.
- Jeg kiggede mig omkring, og der var ingen vinduer eller ure omkring mig, og så gik det op for mig, hvor jeg var. Nåh ja, jeg er i Las Vegas, fortæller Justin Timberlake.
Den 32-årige multikunstner har travlt med både musik og film. På dagen for interviewet med BT befinder han sig på Planet Hollywood i spillebyen Las Vegas for at tale om sin film ’Runner, Runner’ (premiere i sidste uge, red.).
- Jeg kommer direkte fra Rio, siger Justin Timberlake til BT og fortsætter:
- Jeg ved godt, at det lyder frygteligt, men jeg arbejder virkelig hårdt. Jeg fik ikke engang mulighed for at nyde strandene. Jeg vågnede op og anede ikke, hvor jeg var. Så man lever lidt i sin egen verden.
Mandag blev datoerne for Justin Timberlakes Europaturne næste år offentliggjort. Denne sommer har han tilbragt med rapperen Jay Z på en dobbelt-headliner-turne i USA, mens soloturneen begynder i USA om få uger
Forholdet mellem Biel og Timberlake har dog haft sine op- og nedture. Men nu er de åbenbart lykkelige. De mødtes i 2007, gik fra hinanden igen i marts 2011, men allerede få måneder senere var de tilbage i hinandens favn. Timberlake friede i bjergene i Jackson, Wyoming i december 2011.
Han var dog aldrig blevet gift, hvis han ikke samtidig kunne give karrieren fuld skrue – og han har ikke gearet ned.
- Mit liv har ændret sig, fortæller Justin Timberlake om ægteskabet med den smukke Jessica Biel, som også er med ham i Las Vegas.
- Jeg ville ikke have taget det skridt, hvis jeg ikke havde haft et øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg ønskede, at mit liv skulle være stabilt, siger Timberlake.
- Mine prioriteter har ændret sig, for jeg har lært meget af at være i denne business i lang tid. Jeg er på et stadie i mit liv, hvor jeg ikke behøver at vælge de forkerte projekter. Jeg har valgt at nyde den tid, hvor jeg ikke arbejder, for det er livet – og det er vigtigt.
Han indrømmer, at man som ægtemand må give efter for sin kones ønsker. Han har derfor ikke fri bestemmelsesret i sit eget hjem.
- Jeg er nok alt for metodisk – også når det handler om at dekorere et hus. Jeg er perfektionist og kigger på alt og alle detaljer. Jeg lader stadig som om, at jeg har noget at skulle have sagt, siger Justin Timberlake og ler.
- Det kommer helt naturligt at tage sig tid til at være gift, selvom ens arbejdsplan er meget sej at gennemføre. Så er det ret godt at have en buddhistisk filosofi i baghånden, der hjælper til at finde ud af at leve i øjeblikket. Man er nødt til at tilpasse sig sit nye liv. Jeg ville ikke have taget det skridt, hvis jeg ikke havde ønsket at tilpasse mig.
Mest på spil i privatlivet
Justin Timberlake er blevet endnu bedre til at multitaske. Han har formået at skabe en filmkarriere og køre den ved siden af sin karriere som popstjerne. På hotellet i Las Vegas er han filmstjernen Justin Timberlake, der er aktuel med ’Runner, Runner’ - i morgen er han popstjernen.
- Måske er det et sats, når jeg forsøger at skabe en filmkarriere samtidig med min musikkarriere, siger Justin Timberlake, der i ’Runner, Runner’ spiller en studerende, der sætter hele sit studie på spil i kortspil på Internettet.
- Men når man er midt i stormvejret, så virker det ikke sådan, så fokuserer man bare på sit arbejde. Jeg sætter nok mere på spil i mit privatliv, når jeg tager ud for at snowboarde eller surfe. Det er de mest ekstreme satsninger, jeg foretager, siger Timberlake til BT.
Han begyndte sin filmkarriere med krimifilmen ’Edison’ i 2005. Siden har han været med i komedien ’Bad Teacher’, den romantiske komedie ’Friends with Benefits’ samt filmen om Facebook ’The Social Network’ og i ’Inside Llewyn Davis’, der får dansk premiere næste år.
- Det har virkelig været et godt år. Et sjovt år. Det har helt klart været meget travlt, siger Justin Timberlake.
