18 juni runder Paul McCartney 70 år. Og i den anledning indtager Tim Christensen scenen for, at hylde sit mangeårige idol.

Tim deler denne aften scenen i VEGA med sin ven og musikalske broder igennem de seneste seks år: Singer/songwriter Mike Viola (US).

Tim og Mike har siden 2009 leget med ideen om, at optræde live med deres fælles favorit McCartney-album, RAM fra 1971. Og nu synes anledningen at være helt rigtig.

Dette gør de derfor nu til en live-realitet med koncerten på dagen, hvor McCartney fylder rundt.

Tim, der kun var en ti-årig knægt, da han første gang hørte med McCartneys andet solo-udspil, fortæller:

- RAM er ikke alene mit favorit McCartney solo-album. Det er mit favorit solo-album fra alle fire Beatler.

- Albummet vrimler langt fra med hits -og er ikke det lettest tilgængelige McCartney udspil. Til gengæld er det en Paul, som virker usædvanligt inspireret. Frustrationen over bruddet med The Beatles er tydelig og bliver brugt flittigt i mange af sangene, enten som vrede eller som længsel, og det klæder ham og dette helstøbte album utrolig godt

Når Tim, Mike & The Damn Crystals indtager scenen d.18 juni 2012 på VEGA, spiller de i første sæt RAM fra A-Z.

Hertil får de besøg af endnu en McCartney-elsker, den alternative singer/songwriter og musiker Tracy Bonham(US).

Tim og Mike har yderligere besluttet at byde på et andet sæt, som vil være et udvalg af favorit McCartney-sange fra solo-kataloget. Hvad de to vælger at diske op med, forbliver indtil videre en overraskelse.

Forsalget starter mandag d. 26 marts 2012 på billetlugen.dk