Drabet på den smukke 17-årige gymnasiepige Marcela Mieres skete i december 1989 og blev rekonstrueret i TV3s program "Efterlyst" torsdag aften.

Når den drabs-tiltalte fik sin færden undersøgt var det, fordi hans datter var skolekammerat til den myrdede på Avedøre Gymnasium, syd for København.

Derfor var der en teoretisk mulighed for, at den nu drabstiltalte 51-årige mand kendte Marcela.

Efter anholdelsen af ham i juni 1998, blev kriminalpolitiet i Hvidovre gjort opmærksom på forbindelsen med pigernes fælles skolegang og de to drab.

"Vi undersøgte sagen og afhørte manden om hans færden på det tidspunkt, hvor Marcela blev myrdet, og umiddelbart har vi ikke fundet ham mistænkelig i vores sag om drabet på Marcela," siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller fra Hvidovre kriminalpoliti til B.T.

Men politiet har endnu ikke helt mistet interessen for den drabs-tiltalte mands eventuelle forbindelse til Marcela-sagen.

Andre kriminalfolk mener nemlig stadig, at der er flere sammenfald mellem drabet på Susan og Marcela.

Blandt andet den bestialitet som begge drab blev begået med.

Der peges også på de FBI-undersøgelser, der viser, at mordere der tidligere har begået drab på børn og unge, tit og ofte begår et nyt drab i nærheden af deres eget hjem.

Den chilensk fødte Marcela Mieres blev 10. december 1989 fundet voldtaget og stranguleret i Mågeparken ved Avedøre Holme i Hvidovre, syd for København.

I går forsatte retssagen i Østre Landsret mod den 51-årige mand, der er tiltalt for drabet på den ti-årige Susan Rasch Ipsen.

Flere beboere fra Brøndby Strand kunne i vidneskranken fortælle, at de så Susan fredag aften den 29. maj 1998.

Hun blev fundet myrdet og skændet den 5. juni i et kælderum i Tranumparken i Brøndby Strand.

De fleste af gårsdagens vidner havde set hende frem til klokken ca. 21 og det strider ikke mod politiets teori om, at hun blev myrdet efter klokken 21.

Men et enkelt vidne, en indvandrerdreng, mente med sikkerhed, at han havde set Susan i området så sent som ved 22.45-tiden, sammen med en lyshåret dansk mand.

Han påstod, at han så Susan efter mørkefald og på en afstand af 30-40 meter fra en altan, og drengen fortalte, at han tydeligt kunne se, at det var Susan, der gik med lodsedler i hånden.

På det tidspunkt var den tiltalte 51-årige mand, ifølge sin egen forklaring, på vej på cykel i 1. gear til sit arbejde som avisbud hos Bladkompagniet i Emdrup, 22 km fra hans hjem.

Han mødte på arbejdet, ifølge sig egen forklaring, ved 22.30-tiden, efter en cykeltur på halvanden time.

Han blev ifølge sine kolleger først set en time senere, da de mødte på arbejdet.

Anklageren, statsadvokat Erik Merlung, var derfor mere end skeptisk overfor drengens vidneudsagn, der hvis det er rigtigt og den 51-åriges forklaring også er rigtig, levner meget kort tid til, at den tiltalte skulle have myrdet den ti-årige Susan.

Drengen, der mødte i retten sammen med sin mor, forklarede, at han var sikker på, at han så Susan fra altanen.

Susan var nemlig veninde med hans søster og havde flere gange besøgt hende i lejligheden, forklarede drengen i retten.

Og så reagerede statsadvokat Erik Merlung:

"Du har aldrig nogensinde tidligere fortalt, at du kendte Susan i forvejen. Er du nu helt sikker på, at det er sandheden, du fortæller, her i retten," spurgte anklageren.

Det mente drengen, at det var.

Moderen blev også afhørt om spørgsmålet, men kunne ikke med sikkerhed sige, at Susan var veninde med hendes datter.

"Der kom jo så mange piger i lejligheden," forklarede hun med sin søn som tolk.