Det skal koste en fængselsstraf at kalde et folketingsmedlem hykler, klovn og bøsse på Facebook.
Det mener anklagemyndigheden hos Københavns Politi, der har tiltalt en 28-årig mand fra København for »med hån, skældsord eller anden fornærmelig tale« at have overfaldet et medlem af Folketinget.
Den 28-årige er blevet tiltalt, efter at han 30. januar i år reagerede på et opslag på det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussens Facebook-profil. Her havde politikeren dagen før kritiseret en række lande i Mellemøsten for hykleri, fordi de talte om diskrimination i forbindelse med, at den amerikanske præsident Trump ville nægte borgere fra en række overvejende muslimske lande indrejse i USA. Lars Aslan Rasmussen påpegede blandt andet, at han selv ikke kunne rejse ind i en række lande i Mellemøsten, fordi han havde et israelsk stempel i sit pas.
Det fik ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktindsigt i, dagen efter den 28-årige til blandt andet at skrive på socialdemokratens Facebook-profil: »Din lille hykler«, »En bøsse som har 2 sæt pas, et til Israel og et til de lande som han ikke må komme ind i grundet israelske stempel i passet«, »Du en klovn« samt »En lille bøsse«.
Desuden skrev han i andre dele af sit opslag på politikerens Facebook-profil, at »jeg vil nyde at møde dig på nørrebro en dag«, og da Lars Aslan Rasmussen gjorde opmærksom på, at det kunne forstås truende, skrev den nu tiltalte »Du sender bare min henvendelse videre til politiet«, hvilket altså skete.
»Det var stærkt ubehageligt at få den reaktion. Jeg får mange reaktioner fra folk, men her var der tale om en navngiven person, som jeg kunne se også boede på Nørrebro. Og på en eller anden måde gjorde det også mere ondt, fordi jeg kunne se, at det var en person, hvis familie var kommet hertil for at få beskyttelse eller et bedre liv, ligesom det også var tilfældet med min egen far, som nu truede en dansk politiker. Det var helt absurd, men når det nu var sort på hvidt, besluttede jeg at anmelde det, og selvfølgelig er jeg glad for, at politiet har gjort noget ved det,« siger Lars Aslan Rasmussen.
»Når jeg modtager trusler fra folk med indvandrerbaggrund, handler det ofte om, at de ser jøder eller bøsser overalt. De synes, enten at jeg er lakaj for Israel, eller også er det udløst af, at jeg taler om homoseksuelles rettigheder, selv om jeg ikke selv er det. Men i deres hoved er man altid bøsse,« tilføjer folketingspolitikeren.
Hos anklagemyndigheden hos Københavns Politi understreger anklager Anders Larsson, at man altid tager det seriøst, når der kommer en henvendelse fra en demokratisk valgt politiker om fornærmelig tiltale:
»Når vi har rejst tiltale er det jo kort og godt, fordi vi mener, at det kan føre til en domfældelse. Når man udtaler sig om folks seksualitet - uanset om det er sandt eller ej - og kalder folk for klovn, så mener vi altså, at det er over grænsen for, hvad man må tåle som medlem af Folketinget. Og når det så tilmed sker i anledning af et Facebook-opslag om Mellemøsten, som folketingsmedlemmet giver, så man kan tage stilling til, om man vil stemme på ham eller ej, så skal man ikke mødes med den slags bemærkninger. Det er over grænsen for, hvad man må tåle,« lyder det fra anklageren.
I anklageskriftet oplyser anklagemyndigheden, at man i den kommende domsmandssag ved Københavns Byret vil nedlægge påstand om frihedsstraf. Desuden mener anklagemyndigheden, at den 28-åriges verbale udfald mod folketingspolitikeren hører under straffelovens § 81, nr. 7. Den særlige bestemmelse trådte i kraft i 2005 for at skærpe straffen for forbrydelser, der blev begået med baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.
