En lang række straffesager udskydes igen og igen, fordi de tiltalte ikke møder op i retten
Tiltalte i straffesager dukker ikke op i retten. Derfor kan banale straffesager trække ud i flere år, mens tiltalte bliver på fri fod og kan fortsætte deres kriminalitet, rapporterer TV 2 Nyhederne.
Dommere, advokater, domsmænd og vidner venter i flere sager forgæves og må aflyse retsmøder, fordi sagens hovedperson ikke dukker op i retten.
Ud over at være dyrt for samfundet betyder udeblivelserne, at kriminelle kan fortsætte deres forbrydelser i årevis. I en enkelt sag tog det mere end fire år at få idømt en mand fra Hedensted to måneders fængsel.
Først efter 12 retsmøder blev den tiltalte dømt, og i den tid, sagen varede, nåede manden at begå 24 nye forbrydelser, blandt andet tyveri, våbenbesiddelse og indbrud.
- Vi spilder tid på det, advokaterne spilder tid på det, anklagemyndigheden spilder tid på det, og vidnerne spilder tid på det. Man kunne godt ønske, at reglerne var lidt strammere, så man kunne undgå det her, siger Alex Elisiussen, Retspræsident i Næstved til TV 2 Nyhederne.
Han efterlyser flere muligheder for at behandle sagerne hurtigere og derved undgå at spilde rettens tid.
Der findes ingen samlede tal for antallet af sager, hvor den tiltalte udebliver. Men i efteråret 2011 undersøgte Retten i Randers 250 af de sager, den har behandlet. Det viste sig, at hver femte straffesag aflyses, enten fordi politiet ikke kan finde den tiltalte, eller fordi den tiltalte ikke møder op i retten.
Landsforeningen Hjælp Voldsofre er forarget over de mange udeblivelser. Foreningen opfordrer justitsminister Morten Bødskov (S) til at stramme op overfor de tiltalte.
- Retssystemet har spillet fallit, og man har egentlig taget parti for gerningsmanden. Det er ganske uretfærdigt. Man burde sætte offeret i centrum, for gerningsmanden kan reelt sidde ude i samfundet og sige, at det er mig, der bestemmer her, siger Henning Wollsen, formand for Landsforeningen Hjælp Voldsofre.
BNB