Tilsynsrådet kigger Ishøj Kommune efter i kortene
Tilsynsrådet kigger Ishøj Kommune efter i kortene
Tilsynsrådet kigger Ishøj Kommune efter i kortene
Tilsynsrådet for Københavns Statsamt er gået ind i sagen om Ishøjs Kommunes beslutning om at sætte indvandrere på venteliste til danskundervisning, selv om det er i strid med loven.
- Tilsynsrådet er gået i gang med at undersøge, hvad det drejer sig om - og hvilke love som i givet skulle være overtrådt, siger statsamtmand og formand for Tilsynsrådet, Bente Flindt Sørensen.
Hun forventer, Tilsynsrådet når frem til en afklaring i starten af næste uge.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) opfordrer i øvrigt kommunen til at overholde loven, når det gælder om at sikre indvandrere danskundervisning. Han siger, at han som minister ikke kan forhandle med kommunen, hvis den ikke har tænkt sig at overholde lovgivningen.
Ishøj Kommune har i strid med loven sat en række indvandrere på venteliste til danskundervisning, fordi kommunen ikke mener at have penge til at gennemføre kurserne. Både Ishøj og andre kommuner i Københavnsområdet er utilfredse med den måde, som penge til undervisningen bliver fordelt på mellem kommunerne.
/ritzau/