Tillidsmand Mette Sofie Haulrich fra Nordsjællands Hospital synes, det er helt i orden, at hendes kolleger kan risikere fyring, hvis de ryger i arbejdstiden.
På Nordsjællands Hospital risikerer man en fyreseddel, hvis man ryger i arbejdstiden
- Arbejdslivet er fyldt med regler. Synes man, at rygepolitikken er forfærdelig, og insisterer på fortsat at ryge i arbejdstiden, må man i yderste konsekvens søge et andet sted hen, siger hun.
På Nordsjællands Hospital blev medarbejderne i denne uge mødt med en sanktion om, at de får en fyreseddel, hvis de tre gange bliver taget i at ryge i arbejdstiden. Baggrunden for de strikse sanktioner er en rygepolitik, der blev vedtaget i 2010, men som ikke er blevet overholdt i praksis.
Dansk Sygeplejeråd synes langtfra, at denne metode er en god ide:
- Det er fuldstændig ude af proportioner at true med fyringer, skriver DSR på deres Facebook-side. 395 medlemmer har ’liket’ for at tilkendegive, at de er enige.
- Det kan være svært for nogle medarbejdere at stoppe med at ryge. At true og straffe med fyringer signalerer ikke samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, siger Vibeke Schaltz, der er kredsnæstformand i DSR.
Voldsom konsekvens
Det undrer hende, at man tre år efter at rygeforbuddet blev vedtaget, ikke mere målrettet har kunnet hjælpe de medarbejdere, der har sværest ved at slukke cigaretterne.
- Vi er forskellige, og der er forskellige årsager til, hvorfor vi ryger. Men det er en voldsom konsekvens for et menneske og en familie, at man mister sit job på den konto.
I Danmark ryger 17 procent af befolkningen stadig hver dag, viser tal fra den årlige rygevaneundersøgelse fra 2012. Men det er stadig for mange, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Danmark Lungeforening og Hjerteforeningen. En undersøgelse fra oktober i år, som alle tre organisationer stod bag, fik Hjerteforeningens formand, Inge Vestbo, til at melde ud, at det om tre år ’vil være slut med enhver form for rygning i løbet af arbejdsdagen’. Det sagde hun bl.a., fordi undersøgelsen viste, at et flertal af danskerne var positivt stemt over for et helt røgfrit arbejdsliv. 52 pct. var positive, 25 pct. negative, mens 22 hverken var for eller imod.
Gælder for alle
Siden rygepolitikken blev indført på Nordsjællands Hospital, har den ført til en enkel afskedigelse og et par advarsler blandt hospitalets ca. 4.000 ansatte. Tillidsmand Mette Sofie Haulrich ved ikke, hvor smertegrænsen for fyringer går.
- Intentionen bag politikken er jo ikke at fyre folk, men at sikre et røgfrit miljø på arbejdspladsen, siger hun.
Hvis ti eller tyve medarbejdere mod forventning bliver fyret, bakker hun stadig op om reglen, og medarbejdernes vigtigste pointe har været, at politikken gælder for alle ansatte, ledere såvel som medarbejdere.
- Det er vigtigt for os, at det ikke kun er servicepersonalet, der risikerer at blive fyret.
Skal vi bakke op om noget, der er så kontroversielt som det her, skal direktøren også fyres, hvis hun insisterer på at ryge i arbejdstiden.
I jagten på syndere vil ledelsen på Nordsjællands Hospital i de kommende uger holde inspektioner, hvor de gennemgår hospitalets matrikler i Hillerød, Helsingør og Frederikssund.
I Norge har man anvendt andre tiltag i kampen mod smøgerne. For eksempel har den norske rådgivningsvirksomhed Infotjenester belønnet deres medarbejdere med to ekstra fridage om året, hvis de ikke benytter sig af rygepauserne.
- Jeg synes, det er dybt forkert, at man kan miste sit job, fordi man holder en rygepause. Det er forståeligt nok, at man ikke må ryge inde på hospitalet, men udenfor kan jeg ikke se, at det generer nogen. Det generer i hvert fald ikke mig som patient, at de gør det. I stedet burde hospitalet lave et særligt sted, hvor man kunne ryge. Eller hjælpe personalet med noget rygeafvænning.
- Det her er bare latterligt. Det er en krænkelse af ens rettigheder som menneske, at man ikke må ryge i arbejdstiden. Uanset hvilken type arbejdsplads, det er, kan jeg ikke se, at det generer nogen. Som ryger ved man jo godt, det er usundt at ryge. Det må være ens eget valg.
- Det er lige groft nok – det er ødelæggende for den personlige frihed. Selvfølgelig skal de have lov til at ryge i deres pauser. Jeg kan måske godt forstå, at det kan være ubehageligt for patienterne på grund af lugten, der kan sidde i de ansattes tøj. Men det er det eneste, der kunne tale imod.
- Hvis man skal ryge, så må man gøre det derhjemme. Der er for mange, der holder unødige pauser – og det er fint, at der er en konsekvens, hvis man ikke overholder forbuddet.