Under overskriften: »Vesterbro – den hippeste bydel« fortæller tilflyttere i ny film, hvordan de oplever kvarteret, der i dag er blandt de dyreste i København. Landsbystemningen er ikke væk, og man køber stadig på klods.

Det er mere end ti år siden, at værtshuset Café Jernstangen på Istedgade langede den sidste øl over disken. I stedet skænker baren Malbeck nu gourmetvine fra nære og fjerne himmelstrøg. Ejerskiftet er blot et ud af mange eksempler på, at kvarteret Vesterbro ikke er, hvad det har været.

Siden midten af 90erne er mange lejligheder blevet dobbelt så store og markant dyrere. En del beboere er flyttet – frivilligt eller ufrivilligt – mens andre, der har råd til de nye kvadratmeterpriser, er kommet til.

Nogle af tilflytterne kommer nu til orde i kortfilmen »Vesterbro – den hippeste bydel«, som er nummer to i en trilogi, der skal skabe dialog mellem gamle og nye vesterbroere. De bliver beskyldt for lidt af hvert, tilflytterne. Hipsterne. Børnefamilier, der vil have mangfoldighed – lige indtil det går ud over deres nattesøvn. Jyder med rige forældre, der har købt en lejlighed med skattefordele, mens priserne drøner op i et leje, hvor andre har svært ved at være med, og bydelens højt beskattede mangfoldighed langsomt forsvinder.

Ødelagt af det pæne?

Det har fået mange til at bruge begrebet gentrificering om Vesterbros udvikling - et begreb, der her dækker over, at middelklassen rykker ind i et arbejderkvarter og gennem byfornyelse gør det så attraktivt, at det tiltrækker købestærke indbyggere. Egentlig på grund af stedets historie og mangfoldighed, men prisstigningerne ender med at sende en stor del af de oprindelige beboere ud af kvarteret.

»Man vidste godt, at der skulle en befolkningsudskiftning til, men det er blevet meget voldsomt. I mange andelsforeninger – blandt andet vores egen – er 50 procent blevet udskiftet inden for de seneste ti år,« siger Tina Gudrun Jensen.

Sammen med filmmand Jesper Lambæk står hun bag produktionen, der vises første gang på søndag i Kødbyen til et åbent arrangement. Den er en del af projektet »Vesterbro – hvem er du og hvor går du hen«, og målet er blandt andet at skabe dialog mellem de nye og gamle indbyggere.

SE TRAILER HER

»Især pressen har en tendens til at male et billede af Vesterbro som en bydel, der er blevet ødelagt af det pæne. Derfor vil vi gerne illustrere de mange forskellige typer mennesker, der bor og færdes på Vesterbro, så diskussionen ikke bliver sort/hvid,« siger Jesper Lambæk, der sammen med Tina Gudrun Jensen har sat os stævne ved Otto Krabbes plads. En gang et råt område, hvor pusherne holdt til, mens det i dag er stedet, man lufter hund, hænger ud med vennerne eller slapper af på bænken ved springvandet med udsigt til Dannebrogsgades farvestrålende facader.

De bor begge på Vesterbro, og den ene, Jesper Lambæk, er selv flyttet til for få år siden.

»Jeg boede her som ung, men flyttede på landet med mine børn. Jeg vendte tilbage for fire år siden, så jeg er på sin vis tilflytter. Siden jeg kom hertil i anden omgang, er jeg begyndt at føle, at jeg skal skamme mig over, hvor fedt jeg synes her er,« konstaterer Jesper Lambæk, der husker, hvordan han som studerende boede på 5. sal til 700 kroner om måneden.

»Der var stort set altid junkier, eller der lå brugte kondomer efter en, der lige havde haft en kunde. Der var ingen varme. Der var havnearbejdere, der råbte og skreg i gården. Så der var ingen diskussion om, at der skulle gøres noget. Mange – også af de gamle beboere – mener, at byfornyelsen var nødvendig, men det havde sin pris. Selv om det ikke er med vilje, er vi tilflyttere med til at trænge de oprindelige væk,« siger han.

Blandt de mest hippe

Filmen består af små klip, hvor forskellige tilflyttere – fra den forretingsdrivende til børnefamilien – forholder sig til emner som rigmandsghetto og mangfoldighed, ligesom Vesterbros image som endda meget »hipt« også bliver drøftet.

I sommer blev bydelen fremhævet i guiden Lonely Planet som et af de ti hippeste kvarterer i verden. Det gør den, fordi folkene bag guiden mener, at bydelen stadig har kant til trods for den store tilstrømning af mennesker. Værnedamsvej, Mikkeller i Viktoriagade, Kødbyen og en kaffebar på Sønder Boulevard, der frem til byfornyelsen var plaget af tung trafik, fremhæves som særligt hippe steder.

Da vi lægger vejen forbi, spiller et par unge mænd med kasket bordtennis på den brede græspassage, mens andre praktisk talt ligger ned og drikker deres kaffe.

»Hvorfor er de ikke bare blevet ovre i Jylland?«

»Stort set alle de medvirkende tilflyttere fremhæver Vesterbro som et kvarter med masser af nærvær og naboskab, som de ikke har oplevet andre steder. Samtidig bekymrer de sig om flere prisstigninger, der risikerer at gøre kvarteret for ensartet,« siger Tina Gudrun Jensen.

Den bekymring deler mange af de gamle vesterbroere, der blev interviewet til den første film, »Vesterbros forandring«. Den indeholdt flere kritikpunkter af tilflyttere.

»Hvorfor er de ikke bare blevet ovre i Jylland – der har de da masser af grønne områder? Der har de hele marker, de kan løbe rundt på. Men komme og ødelægge vores stenbro – det kan jeg ikke se nogen mening i,« påpegede en kvinde ved navn Janni som kommentar til børnefamilier, der efterspørger bedre grønne områder.

En anden frygtede, at Vesterbro bliver det nye Christianshavn eller Hellerup: »Vi mangler lige kystlinjen. Men den har vi jo nede ved Fisketorvet, hvor man kan padle«, ligesom der kom en lille hentydning til de mange baristaer, der brygger mokka:

»Jeg forstår ikke, hvordan der kan blive drukket så meget kaffe.«

Den hårde ende

Vi passerer stofindtagelsesrummet H17 ved Halmtorvet, der åbnede sidste år.

»Det her er jo også Vesterbro, og det er faktisk blevet hårdere i den her ende. Samtidig er man gået fra heroin til kokain, og globaliseringen har ramt, så vi får også verdens problemer til Vesterbro. Der er mange flygtninge og indvandrere, der bedøver sig selv, og andelen af hjemløse er blevet langt større. Forskellen mellem rig og fattig er jo enorm her på Vesterbro,« konstaterer Jesper Lambæk.

»De gamle vesterbroere er faktisk mere rå over for eksempelvis hjemløse og især romaer. Mange af de nye, som vi har talt med, ser det som en del af kvarteret, at de også er der, og de sætter pris på de hverdagsinteraktioner, der kan være med eksempelvis hjemløse. Det kom faktisk bag på os, at folk talte om forskelligheden som noget meget vigtigt,« siger han, mens vi træder ind i Kødbyen, som i dag er et af kvarterets store attraktioner for rejsende.

»Jeg har kontor i Kødbyen. Det er et fantastisk sted. Når jeg møder om morgenen, står slagterdrengene dernede i arbejdstøj. Det tiltrækker også en masse turister. Der er flere fancy restauranter, hvor man skal tale engelsk for at blive betjent, men der er også det modsatte. Men efter arbejdstid er det ikke et sted, jeg dyrker.«

Landsbystemning i Istedgade

På turen op ad Istedgade, er det svært ikke at komme til at nynne Peter Bellis gamle traver om den til alle tider begivenhedsrige gade. Spørgsmålet er, om den stadig er et sted med »Bøhmænd og skaller. Musik og rabalder«, som han synger. Grønthandleren i nr. 36. har drejet nøglen om. I stedet er »Vesterbros Originale Burgerrestaurant« fra 2012 rykket ind. Naboen Doll House holder dog stadig fanen højt med en facade, der ikke er til at tage fejl af.

»Jeg har hørt, at nogen betaler 25.000 om måneden i leje for et butikslokale,« siger Jesper Lambæk.

Men det betyder ikke, at Istedgade har overgivet sig helt, hvis man spørger de to.

»De gamle beboere talte om Istedgade som et sted, hvor man hang ud, mens spritterne tog sig af ens unger, og man havde en snak med den prostituerede. Der var også en stærk tradition for, at man gik ned fra de små lejligheder og satte sig for at sludre med andre. Den slags interaktioner er der stadig,« siger Jesper Lambæk og tager plads på en af de mange bænke, der står på fortovene, som er blevet en del bredere, end de var i gamle dage.

»Hvis du ser på Istedgade, er der masser af bænke. Også uden for de nye butikker. Det giver netop mulighed for at hænge ud, og det er noget af det, der er ført videre i byplanlægningen. Men der er også en anden sjov detalje. Selv i de nye butikker køber mange på klods. Så den tradition er også ført videre fra før i tiden,« siger Tina Gudrun Jensen.