Manchester City kom tilbage på sejrssporet efter to nederlag i træk, da West Bromwich blev spillet ud af Etihad Stadium og fik en øretæve på 3-0.
Gæsterne fik en frygtelig start på kampen, da Gareth McAuley blev udvist efter et par minutters spil. Et rødt kort var helt på sin plads, men dommer Neil Swarbrick begik en kæmpe brøler ved at udvise den forkerte spiller. Det var nemlig Craig Dawson, der fratog Wilfried Bony en oplagt målchance som sidste mand.
Den ivorianske angriber skulle dog få en mulighed 25 minutter senere, og denne gang kvitterede han med et føringsmål, da han efter en fin førsteberøring og en velplaceret flugtning udplacerede Boaz Myhill i West Brom-målet.
Det nåede også at blive 2-0 kort før pausefløjtet, da Fernando let kunne omsætte en kæmpe mulighed ved bagstolpen.
West Bromwich var tydeligt mærket af undertallet, og hjemmeholdet sad fuldstændig på spil og chancer. Slutstatistikkerne sagde således, at City havde haft 80 procent af boldbesiddelsen og hele 43 målschancer mod West Bromwichs tre.
Men de få chancer til trods, så skulle gæsterne havde reduceret i anden halvleg, da Said Berahino under målet fik en mulighed for at dirigere Jonas Olssons hovedstød over stregen, men i stedet headede han den direkte op på overliggeren.
Et lille kvarter før tid fuldendte City afklapsningen, da den spanske troldsmand David Silva rettede et skud fra Stefan Jovetic af og ind i målet.
Med sejren har City nu kun tre point op til Chelsea på førstepladsen, men José Mourinhos tropper har til gengæld to kampe i gode. Den første af disse spiller de søndag på udebane mod Hull.