Som angriber for norske Rosenborg spiller Nicklas Bendtner igen klubfodbold hver uge. Indtil videre har succesen været moderat, og ifølge Danmarks landstræner, Åge Hareide, er den 29-årige angriber endnu et stykke fra landsholdet.

Nicklas Bendtner har i otte ud af 10 kampe fået 90 minutter i den bedste, norske række, hvor det indtil videre er blevet til fire mål for Rosenborg. Mål er i øjeblikket en mangelvare på det danske landshold, og dem har Nicklas Bendtner lavet 29 af i 73 landskampe.

Han har ikke været i aktion på landsholdet siden 2015, men han kan godt se frem til et opkald fra landstræneren, hvis han fortsætter sin udvikling.

»Det bliver ikke her og nu, for han skal først vise sig fysisk i topform, men jeg får fysiske rapporter fra Rosenborg omkring hans tilstand, og de er opadgående. Landsholdet kan altid bruge en Bendtner i form, og jeg tager op og kigger på ham inden længe, men jeg tror først, han kan være aktuel til efteråret. Så har han og Rosenborg spillet Champions League-kvalifikation, og så ved vi mere om, hvor han står,« siger Åge Hareide til TV2 Sport.

Åge Hareide understreger, at han tror på Nicklas Bendtner, der 'kan noget særligt'.

Hvornår Nicklas Bendtner bliver udtaget, og hvor meget spilletid det bliver til, må tiden vise. Med Nicolai Jørgensen, Kasper Dolberg og Andreas Cornelius i topform er der i hvert fald ingen tvivl om, at den tidligere Arsenal- og Wolfsburg-spiller får kamp til stregen om spilletiden.

Der er sjældent ro omkring Nicklas Bendtner, og på det seneste har han da også været et samtaleemne - blandt andet fordi han modsat resten af truppen får lov at spille i Nike-fodboldstøvler. Deruover havde danskeren heller ikke fanget, at spillerne på Norges nationaldag tidligere på ugen skulle troppe op i jakkesæt.