Efter at have været uden trænerjob i knap et år, blev Jonas Dal tirsdag præsenteret i Kjellerup IF. Og den 40-årige træner har ikke villet lade sig påvirke af fyringen i Esbjerg, som han kun nåede at stå i spidsen for et halvt år.

Tre grunde. Det er, hvad Jonas Dal giver til, at valget faldt på den midtjyske klub, der til dagligt begår sig i 2. division. Den vigtigste 'grund' er spillernes vilje, og at det er et hold i udvikling. Derudover ligger klubben tæt på hans bopæl, blot 25 minutter væk i bil. Og sidste årsag er, at det er begrænset, hvilke hold han må træne efter fyringen i Esbjerg sidste år.

Han er stadig på kontrakt med og får løn af Superligaklubben, da parterne endnu ikke er blevet enige og fortsat ligger i forhandlinger om, hvornår Jonas Dal er fri af den kontrakt, der blev lavet som uopsigelig indtil udgangen af 2017. Derfor er han stadig på lønningslisten i Esbjerg, så Superligaen og 1. division er indtil videre lukket land, mens 2. division er i orden.

»Kjellerup er et hold, der strutter af lyst til at spille fodbold og til at indgå i noget, der er større end dem selv i en holdmæssig forstand. Jeg plejer at kalde det ’det forpligtende fællesskab’ – når man møder ind til træning, forpligter man sig til fællesskabet ved at give den fuld gas og komme med det, man står for. Man kan mærke, at det er et hold på vej i den rigtige retning. De er i udvikling, og det er nok det vigtigste. Det tænder mig, at det er sådan en spillertrup, man får at arbejde med,« siger en glad Jonas Dal til BT.

De regnede med at skulle træne løbemønstre og angrebssystemer og ikke rystes sammen ved at sove i telt, lød det til BT, og spillerne endte angiveligt med at gå til bestyrelsen, der fyrede Jonas Dal. Klubben og træneren har efterfølgende indgået en aftale om, at de ikke udtaler sig om sagen.

Der gik nogle historier fra dengang du blev fyret i Esbjerg om, at spillerne var utilfredse med, at der var for meget gruppedynamik. Hvordan har tiden efterfølgende været for dig, når det blandt andet var det, de var utilfredse med, nu du kalder det din styrke?

»Uanset hvad, har jeg hele tiden haft mig selv med i det, der skete og har ikke på noget tidspunkt fortrudt min tilgang. Jeg er stensikker på, det er en måde, hvorpå man kan skabe større resultater. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det jeg gjorde, kunne have virket i Esbjerg. Nu fik jeg desværre ikke tiden til det, for det er ikke noget, man bare ændrer med et trylleslag. Men jeg er ret fortrøstningsfuld omkring min tilgang til, hvordan sådan et team skal styres, og hvordan jeg skal være chef og leder for det,« siger Jonas Dal.