Rasmus Seebach er alt for rock'n'roll til Roskilde

Der var naboen, der spurgte forleden. Godt spørgsmål. Elendig søvn, hygiejne som i en skraldebil, usund mad, svinagtig meget alkohol, mudder, vabler, ondt i ryggen, møgvejr. Urin og bræk overalt.

Nu er det længe siden, jeg har været i Roskilde, men hvad det sidste angår kan det umuligt være værre end at gå rundt i Indre By, København en søndag morgen.

Hvorfor spiller Rasmus Seebach der aldrig, tilføjede naboen.

Nu er Rasmus jo alt, alt for rock’n’roll til Roskildes sarte og følsomme indiepublikum. Men naboens spørgsmål er selvfølgelig fornuftigt. Hvorfor denne irrationelle selvdestruktive søgen mod sølet?

Jeg har brugt billedet før i BT, beklager, men jeg har aldrig fundet en bedre beskrivelse. Roskilde Festivalen er som Storm P. en gang beskrev New York – som en blanding af Paris og Stubbekøbing.

Når musik, vejr og det sociale samler sig i en uforglemmelig dionysisk livsstund er det som Champs-Élysées fyldt til randen af cancan-piger, champagne og festfyrværkeri over Concorde Pladsen.

Roskilde er Stubbekøbing, når endnu en aftale er gået i vasken, fordi en ven render rundt og leder efter en norsk pige, han så et glimt af for et par dage siden - du ved, hvem du er!

Når man endnu en tømmermandshærget eftermiddag forlader et telt efter en kedsommelig, skuffende koncert med en såkaldt ’hypet’ verdenssensation. Når soveposen er gennemblødt af regn, som resten af teltet, pengene brugt eller stjålet. Det kan i øvrigt være svært at se forskellen på 'brugt' og 'stjålet' i det Hjallerup marked, som Roskilde også er.

Når Roskilde-følelsen er væk. Ja, så kan Roskilde være som at stå en novembermorgen på havnen i Stubbekøbing og vente på, at færgen sejler til Bogø – i april, når sæsonen starter. Roskilde-blues kunne man også kalde det.

Følelsen?

Tjah... I juni 1979 sad jeg på en kaffebar i Rosenborggade og læste en artikel om Delta Band, der havde allieret sig med den amerikanske guitarlegende Link Wray. Af samme artikel fremgik at de skulle spille på en nyindkøbt orange scene. Som Roskilde havde købt af Rolling Stones. Journalisten lod mellem linjerne ane, at Stones måske kunne finde på at kigge fordi.

Et par venner og jeg havde netop købt vores første billetter. Artiklen gav et forventningens sug i maven. Kæft det bliver fedt. Ikke at jeg anede, hvem Link Wray var. Men Billy Cross var jo ham fra Dylans band.

Det hele lød… rigtigt. Stones kom selvfølgelig aldrig. You can’t always get what you want.

Men lørdag aften i Roskilde viste Delta plus de to amerikanere sig at være lige så præcis så stort, som lovet. Senere det år ruskede Talking Heads i et par hundrede ugidelige tilhørere, Tom Robinson Band charmerede alt og alle. Det alt for underkendte Bifrost var samlende på den nye scene.

Jeg har nogle gange forsøgt at imponere sønnen med historien om, hvordan far blev smidt ned fra scenen, da jeg ville skælde ud på Bifrosts Ida Klemann. Som påstod at min generation var røvsyge sammenlignet med hendes 68ere. Sønnen plejer at sige, 'ja det er fint, far.' Peter Toshs duvende reggaebeat lød, mens jeg holdt et møde uden fast dagsorden med en studentermedhjælpskollega i et telt. Dengang stod teltene nærmest inde i Smatten foran den orange scene.

Navnet har jeg glemt, men hendes smil og røde ærmeløse t-shirt og et par i denne sammenhæng uvedkommende detaljer har jeg aldrig glemt. Fornemmelsen i toget hjem søndag aften af erobret nyt land. At havde bevæget sig i sit liv. Friheden. Suget i maven har jeg aldrig glemt.

Der var så meget andet fra de forløbende 33 år, der burde hænge fast.

F.eks. hvor jeg har lagt mine forbandende briller.

At dømme efter Bruce Springsteens setlister fra årets turné spiller han ’No Surrender’ som anden sang på lørdag. Måske kan man koge Roskilde-følelsen ned i de to linjer fra dén sang:

- We learnt more from a three minute record, than we ever learnt in school.

Alt det forklarede jeg naboen. Så spurgte han om ikke hans kartofler ser fine ud i år. Og jo. Det gør de faktisk.