Modsat diverse meteorologers dystre profetier har det været fremragende vejr det meste af dagen. Efter en skylle tidligt, hvor jeg som en ægte rockanmelder selvfølgelig ikke var stået op.

Egentlig ganske hyggeligt. En masse afslappede mennesker, alverdens sære boder. Folk er klædt ud, som om 90erne aldrig var sket.

Torsdag aften stod min gamle ven og jeg foran den mytologiske orange scene og lyttede og lyttede og lyttede til The Cure. Pludselig skete der noget magisk.Den nedadgående sol, skyerne, lyset fra den orange scene, vimplerne, saligt smilende, stenede svenskere, tissetrangen efter de første par fadøl, et menneskehav klædt på til hærg .

Hvor ellers, end foran Orange Scene, vil en blå t-shirt med påskriften ’Herning Kommune’ være cool?

Roskilde var tilbage. Jeg var tilbage. Nu mangler der så bare noget god musik. Det kommer i aften. På vej tilbage faldt min ven og jeg i snak med nogle unge mennesker iført lægekitler. Jeg spurgte, om de havde noget plaster. Pasta? Spurgte en venlig ung kvinde på norsk, og gav mig, som en anden Florence Nightingale, resten af sin bakke indeholdende en ubestemmelig masse.

De unge mennesker viste sig at være klædt ud. Det slet ikke læger.

- Hvad er det med ham der Springsteen, spurgte den ene? En dansker. Endelig et sympatisk ungt menneske med lyst til at lytte til erfaringen.

En times tid senere var jeg færdig med min Bruce for dummies. Den unge mand lyste op i en forklarelsens lys,

- Siger du, at Bruce og de andre startede med at spille i et danseband, der spillede hele aftenen? Det er jo fuldstændig ligesom Kandis. Nu forstår jeg, hvorfor alle I gamle er så vilde med ham.