- Der var sgu’ flere til Malk De Koijn!?!

Mange frygtede kaos, da Bossen fra New Jersey spillede lørdag aften. Som det fremgår af ovenstående citat gik det langt fra sådan. Vi er en stor flok. Men ingen trængsel.

Jeg skal ikke kunne sige hvor mange, der overværede den danske raptrio Malk De Koijn sent fredag. Det var umuligt at se. Da jeg gik forbi, lå der en uigennemtrængelig røgtåge hen over Smatten.

- Sært, sagde jeg til en af de unge.

- Mosekonen brygger, men der er ingen mose. Måske er det et unikt naturfænomen, der opstår af sig selv i juli. Fordi 42 års sjask, mudder, urin og bræk har lagret sig i Smatten.

- Det er en anden slags røg. Det må du sgu da kende fra din ungdom her på festivalen. Den krydrede lugt. Der var en klokke, der ringede. En malkekoklokke.

Tidligere på dagen havde jeg set på en spiseseddel, at politiet havde afsløret at nogle Bandidos-rockere står bag ølsalget her på festivalen. Nu mangler de så bare at anholde de rockere, der står bag salget af det, der fremkalder ovennævnte røg. God arbejdslyst.

Dobbeltmoral er godt. Tredobbelt moral er … æh, 50 pct. så godt.

Nå men, lørdag aften var det jo en helt anden røg ved Orange Scene. Roy Bittan sammen med resten af E-Street Band. Som det fremgår af anmeldelsen her på bt.dk, var det præcis så STORT!!!, som forventet.

- Hvor stiller folk deres rollatorer, inden de går ind, spurgte en af de unge. Rigtig, rigtig sjovt egentlig.

- Nej, Bruce er totalt SWAG. Teaser bare, gamle.

Så blev jeg sgu’ vred. Er egentlig et omgængeligt menneske. Men at kalde Bruce en SVAGTISSER!!! Der går grænsen. Den unge fik en røvfuld. Verbalt.

Nu siger tillidsrepræsentanten, at hun vil tale mig. Ikke at hun har meget stemme tilbage.

En gammel ven sendte en sms forleden. Hvornår spiller Svenne og Lotta? Spurgte han. Det havde jeg helt ærligt ikke tænkt så meget over.

Men det gav mig lyst til at se noget svensk musik. Den 36-årige Lars Winnerbäck er en af nabolandets mest populære kunstnere. På det seneste har han taget et kvantespring fra melodiøs visesang til svensk fadølsrock af bedste skuffe.

En, två, tre, fyra. Og så ikke så meget pis. Eller jo, det er der sådan set over det hele.

Der midt i Odeon-scenen søndag eftermiddag havde jeg et af festivalens momenter.  Fyn fan'  for en fest.

Et andet moment kom under Springsteen, da han spillede sin afdeling fra 'The Wrecking Ball'. Som i mine øjne langt fra er Bossens mest interessante. Det er lovlig meget på den agiterende side, efter min smag. 

Men der midt i menneskehavet indhyldet i sangerens gospel gav det mening - Bruces kuglestød til de, der mener at man kan bekæmpe konsekvenserne af grådighed og kynisme med ... grådighed og kynisme.

Rockmusik hverken kan eller skal forandre verden, men den kan forandre mennesker. 

Men tilbage til de sprælske svenske fadølsrockere i teltet fyldt med glade, trætte, hærgede, kyssende, pjattede, fulde festivaldeltagere og det bundsolide, simple, livsglade svenske band, stod det klart.

Roskilde er hidsige angreb på leveren og leverpostej på de medbragte brød. Roskilde er den musikalske overraskelse, når man mindst venter det. Roskilde er en sindstilstand. I hvert fald i godt vejr.

Man kan tage den gamle ud af Roskilde Festivalen, men man kan ikke tage Roskilde Festivalen ud af den gamle.

Det fortalte jeg sønnen, da jeg mødte ham i Smatten.

- Ja, det er fint, far.