Men i aften skyldes lillemors smil ikke, at hun får hjembragt nye sæt plastikskåle fra Tupperware. I aften er udvalget et andet, som med al tydelighed viser, at kvinders lyster også rækker ud over madlavning.
Det er nemlig 27-årige Gry, der har taget initiativet til at invitere sælgeren Marianne Vistisen til at fremvise sit sortiment udi sexlegetøj.
Det er da også denne frække mor til fire, der har forestået indbydelserne til de to øvrige nabopar, Ole og Lotte samt Gert og Jytte, der småfnisende og forventningsfulde venter på, at salget kan begynde. Også singlerne Michael og Lisbeth har fundet plads i den store sorte læderhjørnesofa.
Mængden af vin, sodavand, spiritus og glas er så enorm, at det nærmest kun er når én løfter glasset, at man kan skimte marmorbordpladen.
Måske dette arsenal af drikkelse er medvirkende til, at stemningen er mere end opløftet og replikkerne temmelig sjofle blandt selskabet, der i alder spænder fra 27 til 42 år.
De fleste i selskabet har shoppet sexlegetøj før. Både til homeparties og i forretningerne i Istedgade. Så det er et mix af erfarne og totalt uerfarne, der de næste to timer bliver mere og mere vidende om brugen samt udvalget af dildoer, sommerfugle, massageolier, penisringe, lystkugler og spiseligt undertøj.
"Gummifissen, som jeg købte sidst, virkede ikke. Den manglede sgu arme og ben," brøler Gert, mens hans kone, Jytte, skraldgriner og supplerer:
"Og så spillede den slet ikke hard to get. Der var ingen lyde. Ikke et støn," sukker hun til stor fornøjelse for hele stuen.
Så bliver der stille. Marianne hiver nemlig en flok hudfarvede dildoer op af tasken.
"Mød Bo, Bo Bender og Bob, som kan bolle om hjørner. Jeg giver dem navne - det er lettere at huske end varekatalognumre," fortæller Marianne og lader dildoerne gå rundt.
"Der er mange blodårer på," udbryder Ole, inden han lader "den store kalorius" gå videre til Michael.
Imens sidder Gry og Lisbeth, henholdsvis fascineret og dybt forbløffet og vurderer en stor pink dildo.
"Hvad skal man så med en mand?," spøger Lisbeth, inden hun sender varene videre. Foto: Mads Madsen
"Prøv at lugte. Den lugter som vingummi. Jeg får helt lyst til at spise den," fniser Lisbeth tydelig genert, mens hun skeler over på Gry, der med erfarne hænder vender og drejer denne enorme ting af gummi.
"Denne her er virkelig god. Den larmer slet ikke. Put den op på næsen, så kan du mærke dens vibrationer."
Som en anden julemand bliver Marianne ved med at hive store frækkerter op af sin sportstaske. Røde, hudfarvede, sorte, gennemsigtige, lyserøde dildoer springer frem.
"Dem i latex lugter frygteligt. Du kan lugte ude i håndvasken, hvis Gry har leget," lyder det bebrejdende fra Jens, der heller ikke er tilfreds med den blå dildo, han holder i hånden.
"Den lyder altså lidt halvdefekt. Det går jo ikke. Så er jeg ude at så sæd - og så ringer Gry og så må jeg komme ind og fikse den," fortæller Jens.
Efter næsten en times snak og syn på disse imiterede mandlige legemsdele fortsætter Marianne Vistisen med at vise spiselige trusser. Det eneste, som Lotte på nogen måde kan gå med til. Stille sidder hun og kigger klemt på det øvrige udvalg af produkter, som hun ikke rigtig har lyst til at lege med.
Majbritt viser Jytte hvor nemt det er at komme fri at håndhjernene. Foto: Mads Madsen
"Og så har jeg håndhjern med forskellig farveplys. Et must i enhver husholdning," annoncerer Marianne Vistisen og sender et par sæt rundt om sofabordet.
"Har du dem med sort plys? Vi har nemlig to sæt med lyserødt, men det passer ikke så godt til den lilla farve i soveværelset," spørger Gry og lader sig låse sammen med Gert, der sidder ved siden af hende. Alle prøver nemlig håndjernene på sig selv og sidemanden.
"Velcrobånd er lige så gode, faktisk bedre. Som da Gry en eftermiddag hang fast ude i gangen og var bange for, at medhjælperen fra stalden skulle komme ind. Hun kunne ikke komme fri igen," hoster Jens til stor morskab for Gry og de øvrige.
Marianne Vistisen hiver næste sportstaske frem, hvorfra kondomer med små dyr, sommerfugle - såkaldte "egotrippere" - til stimulering af kvinder dukker frem. Dertil massageolier med smag, som spænder lige fra kiwi til kanel.
"Denne penisring pumper manden op, så han får en rigtig pornopik. Alt blodet samler sig, så det bliver svært at komme," forklarer Marianne og fremviser en pakke med en rund gummiring i.
"Så bliver den jo helt blåviolet. Og man må til sidst op på skadestuen, fordi den ikke vil falde ned igen," lyder det foruroliget fra Gert.
Boney M drøner ud af anlægget. Påskekyllinger, sirligt udklippet i karton, snurrer rundt i stuens uroer.
Der skåles, grines og råbes imens sexlegetøjet bliver nøje vurderet og Marianne Vistisen forsøger at besvare spørgsmål.
"Jeg ved jo ikke alt. Faktisk vidste jeg intet, da jeg i september sidste år begyndte at sælge. Derfor måtte jeg ned i Istedgade og spørge," indrømmer den smilende sælger, der alene i sidste måned rykkede ud 13 gange. Der er nemlig stor efterspørgsel på disse parties.
"Det er hyggeligere og sjovere end at skulle gå rundt i sexforretningerne. Her kan du se, mærke og spørge uden at føle trang til at købe," forklarer Marianne Vistisen, der i dagtimerne studerer for at blive optiker.
Efter to timers demonstration er taskerne tomme. Nu er det tid til at bestille. Og der bliver solgt pænt denne aften. Omsætningen til et "dildo-party" er dog temmelig svingende. Lige fra 1.500 til 6.000 kr.
Marianne Vistisen pakker taskerne, tæller sammen og siger farvel. Udenfor er det blevet mørkt - så mørkt, at man ikke længere kan se traktorerne.
Vil du vide mere om home-dildo-party kan du ringe til Marianne Vistisen på 40 61 70 05 efter kl. 16.00 eller besøge hjemmesiden: www.vt-erotics.dk