Lindsey Vonn er tilbage på skibakken efter den knæskade, der har holdt hende ude gennem længere tid.

De seneste år har været et stort skadehelvede for den amerikanske skisportsstjerne Lindsey Vonn, mens hun i privaten har fundet lykken med golfspilleren Tiger Woods.

Det begyndte med et ødelagt ledbånd i det ene knæ under verdensmesterksaberne i 2013 i styrtløb, og herefter fulgte en længere genoptræning.

Langt om længe så det så endelig ud til, at Lindsey Vonn ville blive klar til OL i Sotji. Men under en træning bristede hendes ledbånd igen, og så måtte amerikaneren igennem en operation og missede derfor de olympiske vinterlege.

Men nu er 29-årige Lindsey Vonn endelig ved at være klar til et nyt comeback.

- Efter ni lange måneder er jeg tilbage i sneen. Det har uden tvivl været ventetiden værd, siger Lindsey Vonn ifølge BBC.

Hun fortæller samtidig, at hendes helt store mål er vinter-OL i 2018. Her skal Lindsey Vonn forsøge at hente endnu en OL-guldmedalje til samlingen.

- Jeg vil kun være 33 år til den tid, men folk taler om, hvorvidt min krop kan holde til det. Jeg er dog meget sikker på, at den kan det, siger hun.