Brøndbys norske stopper Fredrik Semb Berge er aldrig blevet nogen succes i den danske storklub, og han har derfor været meldt på vej ud af klubben.

Semb Berge kom til Brøndby i sommer fra norske Odd Grenland, og alt har tydet på, at han ville vende tilbage til den norske klub. Men nu har forsvarsspilleren vendt ryggen til Odd Grenland og har i stedet skrevet under på en lejeaftale med Molde. BT erfarer, at aftalen gælder året ud.

Det afslører Brøndby-forsvarerens tidligere træner, der ikke er tilfreds med Semb Berges beslutning.

»Jeg er skuffet. Vi har arbejdet knaldhårdt de sidste 14 dage på at få ham hertil, så jeg sætter spørgsmålstegn ved hans klubfølelse. Fredrik har været her i to uger og har sagt, han gerne vil til Odd. Klubben har virkelig knoklet for at få det til at ske,« siger Odds træner Dag-Eilev Fagermo til Varden.

»Søndag aften var vi enige. Jeg fik meldinger fra ham om, at han ville komme hertil mandag og bare ordne formaliteterne. Jeg er utroligt skuffet over, han har ændret mening. Vi føler os snydt.«

Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om det mulige skifte, men det ventes, at han underskriver en lejeaftale med Molde for resten af året.