Han skulle udlejes og i gang med sit nye eventyr i Portugal. Men Lukas Spalvis skal alligevel ikke udlejes til portugisiske Belenenses.
Det skriver hans nuværende klub Sporting på hjemmesiden.
I sommer blev han købt af den portugisiske storklub, og den litauiske fodboldspiller, der var topscorer i Superligaen og i AaB, skulle under varme himmelstrøg fortsætte sin gode målstime.
Kort efter ankomsten til Portugal blev han ramt af en alvorlig knæskade, der gjorde, at han var ude hele efteråret, og netop nu var på vej tilbage. Derfor besluttede Sporting at udleje ham til en mindre klub, nemlig Belenenses, for at give ham spilletid, så han igen kunne komme i god form.
»Sporting ønsker den største personlige lykke til Lukas Spalvis,« skrev klubben midt i januar, da lejeaftalen var på plads.
Den aftale er dog blevet annulleret af hensyn til Spalvis' velbefindende. Sporting ønsker at passe godt på Spalvis, mens han er på vej tilbage, og dermed skal han ikke alligevel til Belenenses.
Spalvis blev topscorer i Superligaen i sidste sæson med 18 mål for nordjyderne, men Spalvis' sidste tid i Danmark blev ikke noget at juble over.
Kun fire mål i foråret og en skalle på Emil Lyng, der kostede en udvisning i maj måned, står som den mest ærgerlige periode i Spalvis' ellers flotte karriere i for AaB.
Sporting ligger i øjeblikket nummer fire i Primeria Liga, mens Belenenses ligger nummer 12.
