Lars Toxværd, tidligere Bandidos-præsident i Holbæk, havde fra starten et problematisk forhold til Bandidos-godfatheren Jim Tinndahn, der som Europapræsident sad i toppen af hierakiet.
Det skriver Lars Toxværd i bogen 'Når Helvede fryser til is', der udkommer mandag. Bogen rummer et hårdt karaktermord på Jim Tinndahn, der gjorde sig berømt under Den Store Nordiske Rockerkrig, hvor han underskrev fredsaftalen med Hells Angels.
Da Jim Tinndahn i 2005 blev anholdt og sigtet for skattesvig i millionklassen, fik Lars Toxværd og andre medlemmer mistanke om, at klubbens topledelse misbrugte de penge, medlemmerne smed i klubkassen. Noget han dog hverken kunne dokumentere dengang eller nu. I det skjulte mobiliserede Lars Toksværd et oprør mod Jim Tinndahn og vicepræsident Michael ”Kokken” Rosenvold. De to toprockere skulle væltes af pinden, og Lars Toxværd meldte sig klar til at overtage tronen som national præsident i Bandidos.
»Jeg var klar til at blive præsident, hvis ingen andre ville,« fortæller han.
Men kupforsøget gik i vasken. Nationalen fik nys om planerne og talte oprøret ned. Lars Toxværd blev degraderet til prøvemedlem i Næstved.
I 2012 overtog Michael Rosenvold posten som Europapræsident. Sidste år blev Jim Tinndahn idømt ni måneders ubetinget fængsel for at køre bil i alkohol-, hash- og kokainpåvirket tilstand.
Medlem af LTF
I 2013 blev Lars Toxværd anholdt i en stor hashsag. Mens han sad varetægtsfængslet, brød hans afdeling i Næstved ud af Bandidos og dannede klubben Westside Nation. Situationen eskalerede til en større konflikt. Bandidos hovedkvarter i Kvistgård blev brændt ned og Lars Toxværds tatovørforretninger i Holbæk blev smadret. Derfor takkede han ja til et tilbud om at blive medlem af Loyal To Familia:
»Jeg gjorde det for at beskytte mine ansatte og min kæreste. Jeg ville ikke have, at de skulle deale med mine problemer, mens jeg sad inde og ikke kunne gøre noget,« forklarer han.
Efter sin løsladelse aftalte han med LTF, at han kunne træde ud af banden. I dag er han ikke medlem af nogen bande eller gruppering. Westside Nation gik i opløsning, da lillebroren til et af medlemmerne blev skuddræbt. Et Bandidos-medlem er dømt for drabet.
Kent “Kemo” Sørensen, der er talsmand for Bandidos, har ikke haft mulighed for at læse Lars Toxværds bog. Men han siger til BT, at Lars Toxværds problemer i miljøet skyldes, at han er gået ind i Bandidos af de forkerte grunde.
»Han går ind i en klub med det formål at blive en stor hashbagmand. Men vi er altså en motorcykelklub. Vi er ikke nogen kriminel organisation. Det har han tilsyneladende troet, og jeg kan da godt forstå, at når det så ikke lykkes at blive en stor kanon, så skriver man en bog. Det er jo oppe i tiden, at alle der har været en del af bikermiljøet, og som har gjort sig upopulære, og er blevet smidt ud - jamen de skriver da bare en bog.«
Hvad tænker du om, at han har forsøgt at vælte Jim Tinndahn og Kokken?
»Ha, ha. Det er fuldstændig sindsygt, hvis han har haft det for øje, at han skulle overtage Europa-præsidentposten. Det var aldrig kommet til at ske. Det er han simpelthen for grøn til. Han har jo ikke været med i ret lang tid. Det er jo helt absurd.«
Har I problemer med intriger og sammensværgelser i Bandidos?
»Der vil altid være intriger, og der vil altid være en, der har ondt i røven. Vi afspejler samfundet, og der vil altid være idioter. Sådan ville det også være, hvis vi var en fodboldklub.«
Er kærlighed, loyalitet og respekt ting, der eksisterer i Bandidos?
»Ja, ellers var vi der jo ikke. Hvis ikke jeg følte, at jeg havde en opbakning og en form for kærlighed og loyalitet fra mine brødre, så havde jeg ikke brugt 23 år af mit liv på det. Men jeg har også kun haft det for øje, at jeg skulle være en del af et broderskab. Jeg skal ud og køre motorcykel og være sammen med mine brødre.«
Har forfatteren noget at frygte fra Bandidos?
»Han har ikke noget at frygte fra klubben, men jeg kan ikke udelukke, at der sidder enkeltpersoner og føler sig trådt over tæerne. Hvis det var mig, der stod for skud, ville jeg nok ikke invitere ham en tur på Bakken og ud og bowle.«