Den 18-årige svenske keeper Pontus Dahlberg kan blive Robin Olsens erstatning i FCK. Det fortæller den tidligere svenske landsholdsspiller Erik Edman i podcasten 'Ljugarbänken'.

Edman, der nu er ekspert hos C-more, fremsætter i udsendelsen et rygte, han tror kraftigt på.

»Jeg har snakket med en dansk agent, som jeg har meget tillid til, og FCK er meget varme på Dahlberg. De har allerede lovet Robin Olsen, at han får lov til at forlade klubben til sommer, og FCK vil gerne have, at Dahlberg spiller foråret færdig hos IFK Gøteborg, inden han flytter til København lige efter Olsen,« lyder det fra den tidligere svenske landsholdsspiller Erik Edman.

{embedded type="node/webtv_link" id="54767584"}

Mediet Fotbollskanalen har forholdt oplysningerne til Dahlberg selv, der i første omgang henviser til sin agent, men siden bliver lidt mere 'medgørlig'.

»Det er jo klart, at det er en meget god klub, som har domineret i Danmark de seneste år og har spillet ude i Europa. Det er en meget god klub,« siger han sparsomt om koblingen til københavnerne.

27-årige Robin Olsen kom til FCK sidste sommer fra græske PAOK og har siden stået fast som en solid sidste skanse. Denne sommer var Olsen allerede yderst eftertragtet og har selv bekræftet, at der har været bud efter ham fra både Bundesligaen og Premier League.

Men han fik ikke lov til at tage af sted, da FCK allerede havde solgt en del profiler på det tidspunkt.

»Det var helt sikkert hårdt at acceptere, når du havde muligheden for at komme til en af verdens bedste ligaer. Det er der ingen grund til at skjule. Men selvfølgelig handler det også om at fortsætte med at spille godt, så kommer chancen måske igen i næste transfervindue eller til sommer,« sagde Olsen til Aftonbladet efterfølgende om det mislykkede skifte.

Robin Olsen har kontrakt med FCK frem til 2020, det samme gælder for Dahlberg i Gøteborg.