Jacob Laursen ejer ingenting.
Millionerne fra fodboldkarrieren i blandt andet Premier League er pist væk.
Det fortæller den tidligere danske landsholdsspiller i et interview med Ekstra Bladet, hvor han også fortæller, at han i dag er ansat i en produktionsvirksomhed i Fredericia, hvor han arbejde I 12-timers skift.
»Jeg ejer intet. Absolut intet. Min kæreste har en Fiat 500. Når vi har behov for to biler, må vi låne svigermors,« siger Jacob Laursen til Ekstra Bladet.
Her fortæller han, at han mistede for omkring 20 millioner kroner i aktier i forbindelse terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001.
Det har blandt andet været medvirkende til, at han i dag er erklæret personlig konkurs. Det er sket i kølvandet på den retssag, Jacob Laursen sidste år tabte til den norske fodboldspiller Jan-Gunnar Solli.
Nordmanden havde lagt sag an mod Jacob Laursen, fordi han savnede et såkaldt sign on-fee i forbindelse med et klubskifte.
Dengang agerede Jacob Laursen som mellemmand, men han gemte sig i forbindelse med sagen – BT fandt ham dog på en villavej i Vejle. Læs om det her
Jacob Laursen er erklæret konkurs sidste år, fordi han simpelthen ikke havde de 1,3 millioner kroner, som han blev dømt til at betale norske Jan-Gunnar Solli. I torsdagens interview med Ekstra Bladet fortæller Jacob Laursen også, at samarbejdet med den engelske fodboldmellemmand (tidligere agent) Darryl Powell blev afbrudt på grund af sagen. Og kostede ham fremtidig indtjening.
Det ’chokerede’ Jacob Laursen:
»Mit fundament blev revet fuldstændig væk fra den ene dag til den anden,« siger han til Ekstra Bladet.
Her kan du læse et stort portræt af den tidligere landsholdsspiller: 'Jacob Laursen var ikke i gamet for at få venner'
Mediet skriver, at Jacob Laursen er ‘afklaret, fast i blikket og velovervejet’, når han taler om sagen.
Og han mener i øvrigt stadig ikke, at han burde have tabt sagen til Jan-Gunnar Sollid. Men han søger ingen ynk.
»Jeg vil gerne understrege: Ingen skal have ondt af mig. Jeg kunne have ladet være med at investere hele min fodboldformue i aktier, jeg kunne have ladet være med at stole på et par forkerte personer, og jeg skulle have haft bedre dokumentation i den sag, jeg tabte. Mit liv stopper ikke her. Det nytter ikke at sidde og have ondt af sig selv,« siger Jacob Laursen.
Norske Jan-Gunnar Sollid sagde for et år siden til BT.dk om Jacob Laursen:
»Jeg er ikke en person, der hader andre mennesker, men man må tage ansvar for sine handlinger – man kan ikke flygte fra det. Og der er en grådighed i den her historie, som jeg aldrig har været vidne til før. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville blive problemer som i det her omfang, når han egentlig tog sig ret godt betalt for bare at overføre nogle penge: At han forsøger at stikke af med hele beløbet uden at give mig noget. Det er jo mit skifte til en klub.«
