Hvis Michael Laudrup bliver ny japansk landstræner, så bliver det et kulturelt eventyr, mener den tidligere landsholdsspiller Brian Steen Nielsen, der selv har spillet fodbold i Japan.
I 1996 tørnede Michael Laudrup ud for japanske Vissel Kobe, og det var på samme tid, Brian Steen Nielsen var i Urawa Red Diamonds. Han understreger, at der formentlig er sket en masse i de knap tyve år, siden de to danskere var der, men han er sikker på, at der vil vente Laudrup en stor oplevelse, hvis han får landstrænerjobbet.
»Det er et eventyr. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det en helt anderledes kultur, men det er så samtidigt også en kultur, Michael kender, i og med han har været derovre. Og det er jo ikke en kultur, der på nogen måde kan afskrække ham i forhold til de klubber, han har spillet i rundt omkring med hensyn til det pres, der er og så videre. Men for Michael må det være meget spændende at høre, hvad de har at sige,« siger Brian Steen Nielsen.
Japans landshold har de seneste ti år haft stor hang til udenlandske trænere, hvor blandt andre Zico, Alberto Zaccheroni og senest Javier Aguirre har stået i spidsen for 'Samurai Blue'. Og det har i det hele taget altid været attraktivt at træne i Japan, mener Brian Steen Nielsen.
»Jeg tror også, det var attraktivt dengang (i 1996, red.). Altså dengang var der også store trænere i klubberne derovre. Arsene Wenger (Arsenals manager, red.) var der på det tidspunkt. Og det er ikke blevet mindre siden dengang, så det må da være et vanvittigt attraktivt job for Michael at komme ind i det der. Det kunne jeg da ikke forestille mig andet,« siger han.
Javier Aguirre blev i sidste uge fyret landstrænerposten, da han er under mistanke for at have medvirket i matchfixing i sin tid som træner i spanske Real Zaragoza. Derfor er Japan i øjeblikket uden landstræner.