Tidligere landsholdskolleger ryster på hovedet over Nicklas Bendtners seneste udskejelse.

Med weekendens hærværk på sit eget ejendomskompleks kan man ikke længere nøjes med to hænder for at tælle Nicklas Bendtners eskapader. Drukture, spritkørsel, fartovertrædelser og hærværk er alt sammen på den liste, der klæber sig til Arsenal-angriberens hårdt plagede renommé.

At den 25-årige Tårnby-knægt nu atter skaber overskrifter af de forkerte grunde, forbløffer flere tidligere landsholdskammerater, der i dag står frem i BT og udtrykker deres skuffelse over deres tidligere kollega. De mener, at noget må være gået galt på Bendtners vej mod toppen og det efterfølgende fald. Et synspunkt, som BT erfarer de ikke står alene med blandt tidligere kolleger.

Både Martin Laursen og Michael Gravgaard spillede på det landshold, der i 2006 tog imod en uimponeret 18-årig Nicklas Bendtner, der syv år senere står midt i orkanens øje. Igen.

- Bendtner havde ikke den der normale respekt, da han som ny kom ind i truppen. Lige meget om det var Thomas Gravesen eller Jon Dahl Tomasson, der sagde, han skulle i midten, når vi spillede firkant. Det var måske et signal om hans personlighed, og et eller andet sted kan man godt bruge det til at drage nogle paralleller til det, der sker i dag. Han er ikke så god til at situationsbedømme, siger Michael Gravgaard, som i dag er studievært og sportschef på Canal9 og Canal8 Sport.

Den tidligere FCK-kæmpe understreger, at han på landsholdet havde et godt forhold til Nicklas Bendtner, som han oplevede som ’en alle tiders fyr’, der er langt fra det ’bad boy’-ry, han har fået. Han mener, at Bendtners nærmeste bærer en stor del af skylden for angriberens mange skandaler.

- Hvis jeg havde lavet alt sådan noget lort, så var jeg blevet kaldt til en ’kammeratlig samtale’ af min far. Det er helt sikkert. Der er fandeme nogen, der ikke har været deres opgave voksen, lyder kritikken fra Michael Gravgaard.

- Du kan påvirke et menneske, men på et eller andet tidspunkt er det nok for sent. Spørgsmålet er, om det her tidligt nok er blevet taget seriøst. Det kan man godt være lidt i tvivl om, fortsætter han.

- Han var ikke den her stille, ydmyge type, som man ofte er som ny ung spiller på landsholdet. Han var helt sin egen og fulgte ikke de uskrevne regler. Det, syntes vi rutinerede, ikke var okay. Der kunne han godt vise lidt mere respekt, siger Laursen.

Ligesom Gravgaard ser Martin Laursen opdragelsen som en af de steder, det er gået galt, når han skal prøve at forstå, hvorfor Nicklas Bendtner igen og igen smækkes på forsiden af alverdens aviser.

- Han er en pissesød fyr og helt vildt sympatisk. Men han mangler nok lidt generel opdragelse. Det kan godt være det, det hele bunder i. Man sparker ikke en dør ind, og man tager sgu taxaen, når man har sprit i blodet. Sådan er det. Det er almen opførsel, siger den tidligere Milan- og Aston Villa-spiller, der nu håber, at Bendtner omsider indser, at fokus må være på at få kickstartet karrieren.

- Man kan ikke lave om på det menneske, man er, men man må prøve at gøre det så godt, man kan, lyder opfordringen.

Står det til Martin Laursen bør karrieren fortsætte et andet sted end i England, hvor de ’uheldige’ sager klæber sig som fluer på varm mødding en solrig sommerdag. Det kan meget vel ske allerede til vinter, idet Arsenals tålmodighed med Bendtner er brugt op.

Spørgsmålet er så, om det samme er ved at være tilfældet hos DBU, der efter Bendtners spritkørsel gav angriberen en ’tænkepause’ på et halvt år.

- Der er ingen tvivl om, at der må sidde en landstræner, som nærmest ikke kan holde sin indebrændthed tilbage over, at han har en spiller, der har så voldsomt et potentiale, som slet ikke bliver udnyttet, siger Michael Gravgaard.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nicklas Bendtners far og tidligere rådgiver Thomas Bendtner.