Engelske Rio Ferdinand ser ud til at have fundet kærligheden igen.

Den 38-årige tidligere engelske landsholdsspiller og mangeårige Manchester United-spiller mistede i 2015 sin kone, Rebecca Ellison, der døde af kræft.

Ferdinand har i flere omgang givet interviews omkring tabet af sin kone, og det svære ved at skulle forklare det til sine tre børn.

To år efter det tragiske dødsfald ser det dog ud til, at Ferdinand har fået mod på at få en kvinde i sit liv igen. Han er flere gange blevet rygtet sammen med den engelske reality-stjerne Kate Wright, der er kendt for sin deltagelse i programmer som 'The Only Way Is Essex', og de to blev set sammen hånd i hånd i London lørdag, skriver Daily Mail.

27-årige Wright er også kendt for sin deltagelse i den engelske version af programmet 'Jeg er en celebrity! Få mig væk herfra'.

Parret har allerede indikeret deres kærlighed til hinanden på de sociale medier, hvor de kunne se ud til, at hun allerede er blevet præsenteret for Ferdinands børn. I hvert fald har de begge for fem dage siden delt billeder af fem par fødder, der er blevet prydet med et nyt par 'Yeezy'-sko hver.

Wright er særdeles aktiv på Instagram, hvor hun har mere end 650.000 følgere. Her bruger hun tid på at vise kroppen frem for sine mange følgere, mens hun også promoverer en række forskellige produkter, såsom proteinpulver, tøj og selvbruner.