Winston Reid blev i 2010 solgt for et beløb på omkring 36 millioner kroner fra FC Midtjylland til West Ham, og her har den dansk/newzealanske forsvarsspiller gjort det så godt, at klubben nu står klar med en stor lønforhøjelse.
Det er Daily Mail, som skriver, at midterforsvareren på 28 år har fået tilbudt en ny kontrakt, der vil sikre ham 65.000 pund, omkring 555.000 kroner, om ugen. Det er en fordobling af den løn, han får nu.
West Ham forlængede ellers for kun to år siden kontrakten med Winston Reid, der er viceanfører i klubben, og aftalen løber endnu fire år, men gode præstationer i London-klubben gør, at man vil belønne ham.
Winston Reid har repræsenteret Danmark på flere af ungdomslandsholdene, men i marts 2010 besluttede han sig for at stille op for New Zealands landshold og var med ved VM samme år.
Han er startet inde i alle Premier League-kampe i denne sæson undtagen tre kampe for West Ham, der ligger på 11.-pladsen.
