Tidligere fodboldspiller i Farum BK, Thomas Rasmussen, er rystet og ked af at høre, at Peter Brixtofte er gået bort i en tidlig alder.
De havde et godt forhold, og tilbage står Thomas Rasmussen med respekt for den ambitiøse Peter Brixtofte, fortæller han til BT.
»Jeg havde selv et rigtig godt forhold til Peter. Og jeg kan stadig huske, at han for seks år siden ringede, da han blev 60 år og ville invitere mig til hans fødselsdag, selvom jeg ikke havde talt med ham længe. Det viser bare, at han er en person, der husker de mennesker, han havde et godt forhold til«.
Og ambitionerne om at få Farum på landkortet, når det kom til sport, blev indfriet mener den tidligere Farum-spiller, der havde tre sæsoner i klubben.
»Han er en af grundene til, at FC Nordsjælland består i dag. Det kan man takke Peter for,« siger han.
Thomas Rasmussen fortæller, at Peter Brixtofte har været en del af den bedste fodboldperiode i hans liv, og Brixtofte var et rigtig godt bekendtskab:
»Selvom Peter kun stødte ind i mine daværende svigerforældre en gang om året eller lignende, så kunne han altid huske dem, og han hilste pænt på dem. Han var meget nærværende i klubben, og desuden hjalp han mig med at få en bolig, da jeg manglede et sted at bo. Han var for mig et fantastisk bekendtskab.«
Sportsligt, understreger Rasmussen, var Peter Brixtofte med til at give hele klubben ambitioner. Ambitioner om at komme til tops og spille i Champions League, hvilket også blev en realitet, da klubben blev til FC Nordsjælland.
