Iført kridhvid skjorte og lige så hvide bukser og kondisko nægtede den tidligere prof-bokser Lars Lund Jensen sig mandag formiddag skyldig i blandt andet to voldtægter og vold mod sin tidligere kæreste.

Den 54-årige, tidligere europamester i boksning er tiltalt ved et nævningeting i Nykøbing Falster, hvor anklageren kræver ham idømt forvaring på ubestemt tid. Det skyldes, at det langt fra er første gang, at den tidligere boksestjernen sidder på anklagebænken.

I forvejen har han seks domme for vold, to for voldtægtsforsøg og en for fuldbyrdet voldtægt, og så sent som i 2012 blev han idømt to et halvt års fængsel for særdeles grov vold mod sin daværende ekskæreste. Nu er han tiltalt igen for blandt andet vold og to voldtægter mod en ny kvinde, som han indtil foråret 2016 boede sammen med.

Efter voldsepisoderne og voldtægter i hjemmet smed kvinden ham ud, men ifølge anklageskriftet i sagen opsøgte han hende efterfølgende på bopælen og smadrede blandt andet nogle krukker og et fjernsyn, så han nu også er tiltalt for hærværk, tyveri og ulovlig indtrængen.

Den 54-årige, tidligere prof-bokser hos promotor Mogens Palle nægter sig skyldig i de alvorlige anklager. Fra vidneskranken gjorde han mandag formiddag alt for at fremstille sin tidligere sambo ufordelagtigt og som uattraktiv.

"Hun svedte som et svin om natten på grund af overgangsalder og skiftede trøje fire gange om natten. Og hun havde svært ved at styre sin tarmflora. Hun ville gerne have sex med mig, men jeg syntes ikke omstændighederne var til det," bedyrede den tidligere mesterbokser.

Hans forklaring rimer dog ikke helt med en lang række sms-beskeder til samboen, hvor han nærmest ligger på knæ for hende for at tigge om sex. Han vil tage i Matas og købe massageolie, så hun kan få "den store tur".

"Jeg elsker dig og har lyst til at mærke dig helt vildt," skriver han blandt andet, uden at det synes at overbevise den 58-årige kvinde.

"Tror du snart, at du kan give mig noget godt sex," tigger han videre kort efter.

Efterfølgende udvikler det sig ifølge anklageskriftet til vold og to tilfælde af voldtægt. I det ene tilfælde sagde han ifølge tiltalen kl. 02 om natten til samboen: "Jeg tror, at jeg vil leve op til mit prædikat som voldtægtsforbryder", inden han gav kvinden en lussing og tiltvang sig samleje med hende på deres fælles bopæl i Nakskov, selv om hun flere gange udtrykkeligt sagde fra.

"Det med prædikatet somvoldtægsforbryder har jeg aldrig sagt. Hun kender min fortid - at jeg har været i fængsel for blandt andet voldtægt. Hun har blandt andet spurgt, hvad de andre kvinder har fået i erstatning. Hun har også printet tidligere artikler om mig ud og spredt dem ud til hele byen," lød det i retten fra Lars Lund Jensen.

Da specialanklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi spørger ham, om han selv synes, at han har et problem med vold, som han blandt andet har søgt hjælp til, lød svaret:

"Nej, nu er jeg blevet ældre. Men førhen kan det da godt være, at jeg havde et problem".
Ifølge anklageskriftet fandt seksualforbrydelserne og voldsforholdet sted i april-maj 2016, men den nu 58-årige ekskæreste ventede et par uger med at anmelde forholdene, så Lars Lund Jensen først blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster i juni sidste år. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

Der er afsat tre retsdage til nævningesagen.

Lars Lund Jensen blev senest dømt 1. februar 2012 ved Retten i Horsens, hvor retten udmålte en straf på to et halvt års ubetinget fængsel til ham for særdeles grov vold og trusler mod en tidligere ekskæreste.

I 11 måneder blev hun chikaneret, truet og tortureret af den tidligere topbokser, efter hun havde afsluttet et kortvarigt forhold, som de to havde indledt efter at have mødt hinanden på en bar tilbage i 2009. Blandt andet blev han kendt skyldig i at have lænket kvinden til et toilet og tæsket hende, hvorefter han slæbte hende i håret ud til sin bil, lænkede hende til rattet og kørte rundt, mens han mishandlede hende så grumt, at hun på et tidspunkt mistede bevidstheden af smerte.

Allerede ved straffesagen i 2012 forsøgte anklageren forgæves at få Lars Lund Jensen idømt forvaring på ubestemt tid, da en mentalundersøgelse havde vist, at han er dødsensfarlig og lider af alvorlige personlighedsforstyrrelser. Han vurderes som normalt begavet, men ifølge Retslægerådets fem år gamle vurdering ville risikoen for at han begår kriminelle handlinger over for nye kærester især være høj, hvis han følte sig krænket og jaloux.

Lars Lund Jensen kom til Danmark som syv-årig fra et børnehjem i Sydkorea, hvor han i maj 1962 blev født af en sydkoreansk kvinde, der havde mødt en amerikansk soldat. Hans ungdomsår som adoptivbarn i Danmark blev dog på ingen måde nemme. I begyndelsen boede han hos et velhavende jysk ægtepar i Fredericia, men efter nogle år kom han på døgninstitution, og senere blev han indlagt med adfærdsproblemer på børnepsykiatrisk afdeling i Risskov.

Den omskiftelige ungdomstilværelse fortsatte, indtil han som 18-årig ved et tilfælde blev opdaget som et hårdtslående boksetalent. Han nåede at træne med navne som Racheed Lawal og Gert Bo Jacobsen. I oktober 1988 blev vandt ham EM-titlen i junior-fjervægt, men allerede på det tidspunkt begyndte slagene uden for bokseringen at overskygge hans sportskarriere. Første gang med en straf på 50 dages fængsel for vold i forbindelse med et slagsmål med tre mænd under en byfest i Skanderborg.
Siden er han nu ni gange dømt for vold, voldtægt eller voldtægtsforsøg. Og er altså nu igen anklaget for fuldbyrdet voldtægt mod en (eks)kæreste.

Hvis Lars Lund Jensen denne gang idømmes forvaring, som anklagemyndigheden kræver, betyder det, at han kommer bag tremmer på ubestemt tid. Foranstaltningen bruges over for særligt farlige forbrydere, der antages at kunne frembyde nærliggende eller væsentlig fare for andres liv, legeme eller frihed, og som det derfor er nødvendigt at have i forvaring i stedet for almindeligt fængsel. Den forvaringsdømte kan først komme på fri fod, når en domstol godkender det.